I fredags var Claus Hjort Frederiksen dagens helt store hovedperson, da han offentligt gik til angreb på Kristian Jensen og opfordrede til, at næstformanden trak sig.

Men nu skriver Venstre-manden på Facebook, at han ikke ser behov for ændringer i ledelsen.

'Venstres forretningsudvalg havde onsdag aften en lang og grundig drøftelse af opgavefordelingen og ledelsesforholdene i Venstre. Det blev klart slået fast at formanden har ansvaret for det organisatoriske og politiske. Næstformandens opgaver aftales med formanden,' skriver han og fortsætter:

'I det lys ser jeg intet behov for ændringer i Venstres ledelse. Vi kan nu se fremad og kaste os ud i opgaven som opposition.'

B.T. forsøger at finde ud af, hvad der netop er blevet aftalt på det forretningsudvalgsmøde, og hvordan arbejdsfordelingen mellem formanden og næstformanden har ændret sig over natten, hvis det altså er tilfældet.

Den seneste halvanden uge har budt på tumultariske scener i det største borgerlige parti i Danmark, efter Kristian Jensen i et interview med Berlingske undsagde Løkkes tanker og planer om en SV-regering.

Udmeldingen - der ikke var blevet luftet for resten af folketingsgruppen - fandt ikke i god jord hos flere af partifællerne, og fredag rejste Claus Hjort Frederiksen sig op til partiets sommergruppemøde og opfordrede næstformanden til at træde af.

Det skete altså ikke, og i stedet kunne Kristian Jensen kort efter til et pressemøde oplyse, at han og Lars Løkke Rasmussen var enige om partiets retning.

Torsdag har Kristian Jensen dog reageret på twitter:

'Venstre har de seneste 2 dage holdt 2 gode møder i hhv. forretningsudvalg og folketingsgruppe. Det har luftet ud, skabt klarhed og opbakning til formand og næstformand '