Det sidste, han husker, er, hvordan vandet omkring hans højre skulder bliver mere og mere rødt, og at en kvinde, der kigger ham i øjnene, siger:
'Claus, vi skal nok få dig ud herfra i live. Nu lægger jeg dig til at sove.'
Da han fire uger senere kom til sig selv, lå han indlagt på Rigshospitalet.
Uden sin højre arm, men med livet i behold.
»Hvis ikke den var blevet amputeret, så var jeg død. Så det var liv frem for armen. Det er sådan, jeg ser på det,« forklarer 57-årige Claus Grønborg.
Dagen var ellers begyndt som så mange andre, da han den 17. oktober for to år siden forlod hjemmet i Vordingborg og tog af sted på arbejde, hvor han skulle rense ud i voldgraven ved Vallø Slot.
Familien havde aftalt, at han skulle køre af sted lidt tidligere end han plejede, så han kunne komme før hjem og tage med dem i Ikea.
Der var tåget den morgen, og ruderne i den store gravemaskine var duggede, da han tændte op i den. Så han lod døren stå åben for at få noget cirkulation ind i kabinen.
Men han nåede ikke langt med arbejdet, før det gik galt.
Helt galt.
For da han holdt på en græskant nær voldgraven, begyndte græsset af uvisse årsager pludselig at give efter under maskinen.
Selv om Claus forsøgte at bakke, var der intet at gøre. Maskinen tippede ud over kanten – og faldt ned i voldgraven omkring syv meter længere nede ad skråningen.
»På vej ned vidste jeg, at det var ved at gå galt. Og ville gå galt. Så jeg rejste mig op i maskinen og tænkte, at jeg ville hoppe ud. Alligevel fik jeg tænkt mig så meget om i de få sekunder, det hele varede, og det gik op for mig, at hvis jeg hoppede ud, så ville jeg komme ind under maskinen. Og så var jeg helt sikkert død,« fortæller Claus Grønborg.
Men det skulle vise sig at få alvorlige konsekvenser, at han havde ladet den ene dør stå åben.
For havde døren været lukket, var Claus sandsynligvis ikke endt med at falde, som han gjorde inde i kabinen, hvilket førte til, at hans ene arm endte uden for døren, hvor den kom i klemme under den 44 tons tunge maskine.
Samtidig førte den åbne dør også til, at det mudrede vand fra voldgraven begyndte at sive ind i kabinen til Claus, der lå fanget.
'Nu dør jeg. Nu drukner jeg'
Hans ene ben var kommet rundt om sædet i førerhuset, og hans ene lårben brækkede. Hans hofte – hele hans bækken – var blevet revet løs, og også hans urinleder blev revet over.
Og så lå han ellers der. Hjælpeløs. Mens vandet steg og steg. Forbi hans mund.
»Det er første gang, jeg tænker: 'Nu dør jeg. Nu drukner jeg'. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går. Måske et minut eller halvandet. Prøv at spørge mig i dag, om jeg kan holde vejret så længe. Det kan jeg altså ikke,« fortæller han.
Mens han lå der, begyndte en film at spille for hans indre blik. En film med glimt fra hans liv.
Han så sig selv som fireårig, da han brækkede sit lårben og skulle lære at gå igen. Hvordan han holdt familiens hund i halen, gik fire skridt og stoppede op. Hvordan hunden vendte sig om og kiggede sig tilbage for at se, om den lille dreng var med, før de gik lidt videre igen.
Hvordan han sammen med sine forældre som ung flyttede til Næstved. Billeder fra skoleårene. Skolekæresten. Hans nuværende kone. Deres to børn.
»Hvis jeg skal forklare det, så er det, som om filmen kører foran mig, mens jeg er på vej gennem en tunnel. Og der bliver filmen mindre og mindre. Mørkere og mørkere, som tiden går. Men det bliver aldrig helt mørkt. Der er altid den her plet af lys i midten,« fortæller Claus.
Den plet af lys endte pludselig med at vokse sig større.
Det skete, fordi en mand, der havde set ulykken ske, hoppede ned i voldgraven til den væltede maskine og sparkede en rude i kabinen ind, så trykket faldt, vandstanden sank – og Claus igen kunne trække vejret.
»Der vinder lyset. Og filmen stopper,« forklarer Claus.
Kort efter ankom ambulancer, brandvæsen og redningsmandskaber til stedet. Og særligt én person står skarpt i hans hukommelse.
Ambulanceredderen Harriet. Hun dukkede op, mens han lå og kunne se, at vandet omkring hans ene skulder blev mere og mere rødt, og mens han følte sig mere og mere døsig.
»Jeg burde have smerter, men det har jeg ikke. Jeg tænker i hvert fald ikke over det. Om det er adrenalin, eller hvad det er, der gør det, det ved jeg ikke. Men jeg tænker kun over, at jeg ikke kan få mit ben fri. Det er faktisk det,« fortæller Claus.
Det sidste, han husker
Det sidste, Claus kan huske fra den dag, er, at Harriet kiggede på ham og sagde: 'Claus, vi skal nok få dig ud herfra i live. Nu lægger jeg dig til at sove'.
Hun fandt en sprøjte frem, stak den i hans nakke – og derefter blev alt sort.
I to timer gav de Claus blod- og plasmatransfusioner, mens en overlæge guidede ambulanceredderen i at amputere hans højre arm.
Efterfølgende blev han fløjet med helikopter til Rigshospitalet – og to gange undervejs fik han hjertestop.
Intet af det husker han dog. Heller ikke af det arbejde, lægerne gjorde for at fikse resten af hans ødelagte krop.
For det var først omkring fire uger senere, at han kom til sig selv i hospitalssengen.
»Det første, jeg rigtigt registrerer, er min datter. Det første, jeg rigtigt kan huske, er, at hun står og kigger på mig og siger: 'Mor, hvad skal jeg sige til far?' Og så siger hun: 'Far, jeg elsker dig',« fortæller Claus og stopper lidt op.
»Nu får jeg tårer i øjnene. Det hænger bare fast. Det er prentet ind i hjernen på mig.«
Lige da Claus vågnede, havde han en fornemmelse af, at hans højre arm lå henslængt over hans mave.
»Det med at kigge ned og se, at den ikke er der... Det skulle psykologen arbejde lidt med,« fortæller Claus med et halvt smil.
Selv om det var både underligt, mærkeligt og omvæltende, at armen manglede, blev tanken nemmere at holde til, når han tænkte, at det enten var armen eller hans liv.
»Jeg accepterer, at det er sådan. At jeg mangler en arm. Men jeg accepterer ikke rigtigt, at jeg ikke kan det, som jeg kunne før,« forklarer han.
De første gange, han skulle prøve at sætte sig op i hospitalssengen, blev han ramt af en frygt for, at han ville vælte til højre. For pludselig manglede han noget, han kunne tage fra med, hvis det skulle ske.
Derudover skulle han vænne sig til at bede om hjælp.
»Jeg har været vant til at klare mig selv. Og når man har været vant til at gøre mange ting selv, så er det svært at sige: 'Jeg kan ikke'. Det er blevet nemmere med tiden, men det er stadig svært,« siger Claus og fortsætter:
»Jeg har stadig den der med, at jeg lige skal prøve, om jeg nu ikke kan selv. Når jeg så har prøvet to-tre gange, og det ikke er lykkedes, så er det, jeg må spørge, om jeg kan få noget hjælp.«
I flere måneder lå han indlagt, før han kunne komme hjem. Når han ikke sad i kørestolen eller lå i sengen for at hvile sig, så trænede han.
»Det gjorde, at jeg kunne komme ud at spise ved bordet med min familie. Jeg skulle ind bagefter og lægge mig, fordi jeg var udmattet, men det var det værd.«
Da han i juni skulle i Bilka, måtte han tage kørestolen med. I sensommeren var kørestolen skiftet ud med en krykke.
Og nu, når han tager derhen med familien, lader han krykken blive hjemme.
'Vigtigt, at andre ser mig som Claus'
Hele vejen igennem har hans mål været todelt: Han ville tilbage til en hverdag, han kendte. Og han ville ikke have, at andre skulle se ham som patient. Særligt ikke hans to døtre på henholdsvis 16 og 19 år.
»Det, der er vigtigt for mig, er, at vi kommer så tæt på det, der var før. At vi kommer så tæt på det som muligt. Jeg er godt klar over, at vi ikke kan komme helt dertil, men så tæt som overhovedet muligt,« forklarer Claus.
»Det er stort for mig at vide, at andre ser mig som Claus. Og ikke som ham, der mangler en arm. Det er vigtigt.«
I begyndelsen spåede lægerne, at det ville tage ham tre-fire år at nå dertil, hvor han er nu – efter blot to års indsats.
Hver dag tager han syv piller fordelt over morgen, middag, aften og nat. Hans ar i skulderen strammer, og han skal stadig træne med sin gang, fordi han har fået en ny hoftekugle i den ene side.
Samtidig har han engang imellem nogle problemer med ord, fordi han dengang også blev ramt af en blodprop.
»Man skal sgu starte forfra igen. Det skal man. Men det handler om at bevæge sig fremad,« fortæller Claus.
I dag er hans største problem, at han har mistet en legemsdel, han ikke havde mulighed for at sige farvel til.
»Det er noget, der fylder i dag. Der gik jo fire uger, før jeg kom til mig selv igen, og man kunne ikke holde armen så længe, så jeg kunne sige farvel til den,« forklarer han og fortsætter:
»Brandmændene har fortalt, at de var ude for at lede efter armen efterfølgende i voldgraven, og den brandmand, der fandt den, sagde, at den var ligesom en strømpe med valnødder i. Det hele var raslet sammen og smadret inden i den. Så der var nok ikke blevet noget ud af armen alligevel. Men det havde været rart at sige farvel til den og få en afslutning på den måde.«
Den Ikea-tur, som familien havde planlagt den dag, hvor det hele gik galt, endte de med at tage på et senere tidspunkt.
Døtrene fik købt nogle kommoder, og i cafeteriet fik de kødboller. Ligesom de altid har gjort.
»Armen vokser ikke ud over natten, så jeg klarer mig så godt, jeg kan,« fortæller Claus og slutter:
»Det er også det, jeg vil sige til andre. Man kan, hvad man vil. Det kan godt være, man er såret, men man skal nok få rejst sig op igen.«
Har du også oplevet, at dit liv pludselig er blevet vendt på hovedet? Og kunne du tænke dig at fortælle din historie? Så skriv til journalist Maria Christine Madsen på mama@bt.dk.
