Claus Elgaard har et godt tag på spillet. Af den årsag er han nyinstalleret journalist på den kommende Radio4, hvor han skal indtræde i værtsrollen på et endnu uspecificeret sportsprogram.

For snart 15 år siden, havde spillet imidlertid taget på ham.

Kampen mod ludomani har han i foredrag, bøger og medier - heriblandt søndagens B.T. - sat ord på alt imens en debat om spillovgivning er ved at blusse op igen.

Debatten er bl.a. båret på vej af Venstres europaparlamentsmedlem Søren Gade, der i Jyllands-Posten bedyrer, at reklamering for gambling og kviklån skal totalt forbydes.

Det opråb tilslutter Claus Elgaard sig:

»Det er ikke noget, der klæder Danmark, at vi har lov til det. I Italien har man fuldstændigt forbud mod det. Australien er gået med, og England er med, der er mange lande, der er gået med på vognen,« siger han:

»Det er faktisk et område, hvor Danmark sakker langt, langt bagud.«

Den kommende Radio4 har ansat den tidligere TV2-medarbejder Claus Elgaard.
Den kommende Radio4 har ansat den tidligere TV2-medarbejder Claus Elgaard. Foto: Claus Bech
Vis mere

1. januar i år trådte en lovgivning i kraft i Italien, der gjorde landet til det første i Europa til at forbyde alle former for spilreklamer.

Claus Elgaards ludomani var slem og krævede behandling, men på et væsentligt punkt, er spilmisbrugere i dag, for ham at se, værre stillet.

Tiden har ændret sig, og både spillevirksomheder og markedsføring er fulgt med.

»Jeg var ude af det og færdig med behandlingen i 2005, og der var der simpelthen ikke så mange reklamer. Hvis det havde haft indflydelse på mig, så var jeg faldet i igen, men der var ikke det samme marked for det,« siger han.

Sammen med sin søster, journalisten Puk Elgård, lavede Claus Elgaard i begyndelsen af året tv-programmet 'Afhængig af fortiden'.
Sammen med sin søster, journalisten Puk Elgård, lavede Claus Elgaard i begyndelsen af året tv-programmet 'Afhængig af fortiden'.
Vis mere

»Jeg ved, at det har en negativ effekt på ludomaner, fordi jeg laver en masse frivillige ting for Center for Ludomani, og jeg får måske ti henvendelser om måneden fra folk, der er ude i et misbrug. De siger klart, at når de er på vej ud af det, så bliver de hele tiden mindet om det gennem reklamer.«

Derfor kalder Claus Elgaard også på lovgivning, og stod det til ham, blev spilreklamer helt forbudt. At en politisk profil som Søren Gade gør et opråb for et forbud er overordnet set positivt, men ikke uden et aber dabei:

»Jeg er super glad for at toppolitikere tager den her op, men jeg synes også, at de er nogle farisæere. Vi har i lang tid tæppebombet politikere om det her, uden at der er sket noget,« siger han.

Har spilvirksomhederne ikke også et ansvar for dig at se?

»Jeg synes, det er kynisk, men der er ikke så meget at sige til det. Selvfølgelig gør de det. Jeg synes ikke, man kan klandre spilvirksomhederne, for de overholder jo bare den gældende lovgivning. Hvis det stod til mig, så skulle det helt forbydes. Ganske enkelt.«