Elefanten Ramboline var den sidste, der manglede, for at fuldføre genforeningen af de fire cirkuselefanter.

Fire meget omtalte cirkuselefanter er blevet genforenet i et midlertidigt staldanlæg i Slagelse.

Den 36-årige elefant Ramboline var den sidste i rækken, der ankom i en specialdesignet lastbil mandag.

Ramboline havde taget turen over Storebælt fra sit gamle hjem hos Cirkus Trapez i Sønderjylland til Cirkus Arenas vinterstald i Slagelse for at blive forenet med sine kommende pensionistfæller Djungla, Lara og Jenny.

Ramboline har ventet på at blive ført sammen med sine artsfæller siden foråret 2018, hvor den daværende regering indgik en aftale med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om et totalforbud mod vilde dyr i cirkus.

- Vi er meget glade for at se, at elefanterne nu endelig er samlet. Selv om vi hele tiden har været forvisset om, at indkøringen af Ramboline nok skulle gå godt, er det en stor lettelse at se, hvor fint de tre andre elefanter har taget imod hende, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.

Efter planen skal de fire cirkuselefanter til Knuthenborg Safaripark, når et nyt elefantanlæg står klar til dem om godt et halvt år.

For at sikre, at tilvænningen forløber optimalt for alle fire elefanter, er Ramboline i første omgang blevet tildelt sit eget område i den midlertidige vinterstald.

- Det er vigtigt, at elefanterne får et godt indbyrdes forhold til hinanden, da de skal tilbringe resten af deres dage sammen i Knuthenborg Safaripark.

- Derfor introduceres de langsomt til hinanden over den kommende tid. Det vigtigste skridt er i dag overstået, og vi er meget glade for, at det første møde gik godt, fortæller Rasmus Nielsen, chefzoolog i Knuthenborg Safaripark.

Det var i oktober, at fødevareminister Mogens Jensen (S) kunne løfte sløret for, at de fire cirkuselefanters rejse ender i Knuthenborg efter en formel udbudsrunde.

Elefanterne venter midlertidigt i Slagelse, indtil deres nye hjem, som kommer til at blive Europas største elefantanlæg, forventeligt står klar i Knuthenborg Safaripark i løbet af sommeren 2020.

/ritzau/