I starten af juni delte Christopher Catton en kreativ og musikalsk video på Facebook i et forsøg på at få tag over hovedet i København. Nu har han endelig fundet det rette sted.

»Det var en henvendelse jeg fik lige efter, jeg lagde videoen op på Facebook. Så, nu skal jeg bo på Frederiksberg i et dejligt kvarter,« siger Christopher Catton med stor optimisme.

Lejligheden ligger på Mariendalsvej på Frederiksberg, og Christopher Catton valgte især lejligheden på grund af beliggenheden.

»Jeg synes, det er et dejligt kvarter. Og så ligger det tæt på Nørrebro, hvor det band, jeg spiller i holder til,« siger Christopher Catton, der er forsanger i bandet 'Boys From Heaven'.

Lige efter, han lagde videoen på det sociale medie, væltede det ind med henvendelser. Til sidst fik han så mange, at det blev uoverskueligt, hvorfor han sorterede alle henvendelser fra - bortset fra fire.

»Jeg fik også tilbudt en lejlighed på Amager. Da min kæreste bor omkring Sydhavnen, ville det være en fordel, så jeg kunne være tæt på hende. Men til gengæld var det langt væk fra alt andet,« siger han.

Derfor faldt valget på den toværelses lejlighed på Frederiksberg, hvor han skal betale en husleje på 5.000 kroner.

Se Facebook-videoen, der indtil videre er blevet set knap en halv million gange, hvor han som sanger, på overbevisende manér, forsøger at finde en bolig i København.

Tilværelsen som københavner begynder først til september for Christopher Catton. Indtil da skal han nyde sommerferien i Aarhus, eftersom han lige er blevet bachelor fra Musikkonservatoriet i Århus med et 12-tal.