Han ville ikke leve mere. Han var kun ti år gammel, men han kunne bare ikke holde det ud længere.
Christine Ribers søn Thomas gik i en helt almindelig aarhusiansk folkeskoleklasse, selvom han både havde muskelsvind, mental retardering angst og ikke mindst infantil autisme, som B.T. Aarhus skrev om i sidste uge. Det har været en lang og sej kamp for hans forældre at få ham – og hans to yngre brødre, der også lider af infantil autisme – over i et specialtilbud.
Det er ikke kun Riber-familien, der kæmper med børn, der bare ikke kan holde ud at være i folkeskolen. Langt fra.
Nye tal fra Landsforeningen for Autisme viser, at 45 procent af børn med autisme ikke går i skole. Det tal er steget drastisk fra 28 procent i 2016.
I Aarhus Kommune anerkender chef for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), Helle Mølgaard, at der er problemer på området.
»Flere og flere børn har skolevægring, så vi står på kanten af noget rigtig svært. Vi erkender, at der er noget, vi skal gøre på andre måder. Som det er nu, er der ikke ressourcer til at hjælpe alle de børn, der har brug for det,« siger hun.
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning oplever ‘et stort opgavepres’ uden at der er kommet flere psykologer og medarbejdere til at tage sig af opgaverne. Og det får negative konsekvenser for både ventetider og kvaliteten af den hjælp, kommunen kan tilbyde.
Christine Ribers nu 13-årige søn Thomas’ mistrivsel begyndte allerede i 1. klasse, hvor han gik på Højvangskolen i Stavtrup. Men i flere år pressede Christine Riber ham til at tage i skole, selvom han virkelig ikke ville og adskillige morgener grædende rev sig til blods i ansigtet, så han fik sår, når han skulle afsted.
»For skolen blev ved med at sige, at det var os, der skulle være bedre til at sende ham afsted og lave flere legeaftaler for ham, så han blev bedre socialiseret i klassen. Fordi han ikke var udadreagerende og larmede og lavede ballade, så de ikke, at han mistrivedes helt vildt,« siger Christine Riber.
Først da Thomas begyndte at sige, at han ikke længere ønskede at leve, tog hun ham ud af skolen i 2018, og via Thomas’ muskelsvinds-læge får hun hjælp til at få ham udredt. I 2019 fik Thomas – endelig – en plads på en specialskole.
»Det er helt vildt, at han har gået i en almindelig klasse i fire år, når han er så dårlig, som han er. Jeg følte, skolen med vilje trak sagen ud, fordi mantraet om inklusion overskygger alt andet, og fordi det koster skolen penge, når et barn skal i specialtilbud. Det var virkelig en kamp,« siger Christine Riber.
Højvangskolen har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag.
I Aarhus Kommune er økonomien indrettet sådan, at specialklasser og støttetilbud er noget, den lokale distriktsskole selv skal finansiere. Kommunen fordeler penge til de enkelte skoler på baggrund af socioøkonomiske beregninger, og det betyder, at der nogle år på nogle steder kan være langt flere børn med særlige behov, end der egentlig er afsat penge til.
Birgitte Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i Landsforeningen for Autisme Kreds Østjylland, kender til mange ulykkelige tilfælde fra Aarhus Kommune, hvor børn med autisme har skolevægring og ikke får den tilstrækkelige hjælp i tide.
»Vi ønsker ikke, at økonomien til specialklasser skal ligge på de enkelte skoler, for det er ikke altid, skolelederen har faglighed til at træffe den rigtige beslutning for barnet – slet ikke når han skal skele til økonomien,« siger Birgitte Nielsen.
Selvom Thomas Riber nu er havnet i det rigtige skoletilbud, er familien Ribers kamp langt fra slut. For i oktober valgte forældrene at tage Thomas’ lillebror, 11-årige Andreas, ud af Sabro-Korsvejskolen, efter han i en periode har haft skolevægring og højt fravær.
Han får ondt i maven, kvalme, hovedpine og kaster op, når han skal i skole. Han er blevet tjekket for for eksempel allergi og andre fysiske sygdomme, men der var ikke nogen forklaring at finde der. Christine Riber insisterede derfor på en udredning, og det har nu vist sig, at han også har infantil autisme.
Særligt under coronanedlukningen blev det tydeligt for Christine Riber, at Andreas er langt bagud fagligt og har utrolig svært ved at fastholde sin koncentration. Hun lavede et skema til ham, hvor han bare skulle arbejde 10 minutter af gangen og derefter fik en halv times pause, men selv det stressede og frustrerede ham.
»Når han er så udfordret herhjemme i trygge rammer, kan man kun forestille sig, hvor presset han er i en skoleklasse med 24 andre elever. Han brænder fuldstændig sammen og føler sig misforstået og forkert. Jeg er bange for, hvad der vil ske med ham, hvis jeg ikke trækker ham helt ud af skolen nu,« siger Christine Riber.
Nu venter familien på et netværksmøde med skolen, der er planlagt til 16. november. Forældrene håber, de denne gang vil blive lyttet til og tilbudt en plads på en specialskole. Men de frygter, at han kun får et tilbud om form for særlig støtte i sin nuværende klasse. Den beslutning er op til distriktsskolen Tilst Skole.
Sabro-Korsvejskolen kan ikke kommentere den konkrete sag.
Ifølge Birgitte Nielsen fra Landsforeningen for Autisme Kreds Østjylland, er de såkaldte mellemformer nemlig ‘det nye sort’ i kommunen:
»Der er et stort fokus på at oprette tilbud, hvor børnene bliver på skolen, for eksempel i en NEST-klasse eller med indretning af et særligt rum, hvor børnene kan trække sig, når de bliver for trætte. Men det nytter bare ikke noget, hvis der ikke følger penge og viden med,« siger hun.
Hun advarer også om, at mens der bliver brugt tid på at afprøve forskellige tiltag og finde en løsning, får børnene det dårligere og dårligere.
»Det er fuldstændig dokumenteret, at børnene bliver tungere og dyrere på sigt. På den måde er systemet medskabende i problemet,« siger hun.
Christine Ribers yngste barn, 6-årige Jonas, har også infantil autisme og mental retardering.
Han har fået udsat skolestarten et år og skulle være startet i 0. klasse på en specialskole efter sommerferien i år. Men på grund af fejl i PPR bliver han ‘glemt’ i systemet.
Forældrene rykker gentagne gange for svar og klager, men der sker først noget efter sommerferien, hvor Jonas bliver henvist til en specialklasse. Forældrene klager igen, og det viser sig, at henvisningen er endnu en fejl. Til sidst ender det med, at han bliver henvist til en specialskole, men først efter skoleåret er gået i gang.
»Med alle tre drenge har det føltes som en hård kamp mod systemet for at blive hørt og få den rette hjælp. Det er så tarveligt, synes jeg. Jeg er virkelig skuffet over, at man skal så meget igennem for at få sine børn ud af folkeskolen og ind på specialskolen,« siger Christine Riber.
Aarhus Kommune kan ikke kommentere den enkelte sag. Men Helle Mølgaard, chef for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning erkender, at området trænger til et løft. Byrådet har også vedtaget en analyse af hele specialområdet og PPR, der efter planen skal munde ud i nogle konkrete anbefalinger til foråret.
»Jeg synes, det er så urimeligt, at det er børnene, der betaler prisen for, hvordan skolesystemet er indrettet,« siger Christine Riber,
