»Har du tænkt på at få børn?« Gynækologen kiggede direkte på Christine Bylod Jessen.
Få sekunder før havde lægen fortalt, at hun var på vej i overgangsalder.
Christine Bylod Jessen var kun 30 år gammel, og det var cirka 20 år for tidligt.
»Med de æg du har tilbage, vil jeg anbefale, at du begynder at overveje, om du skal have børn,« fortsatte lægen.
Og satte så trumf på: »Du har et halvt år - fra nu af.«
»Det var et chok,« siger Christine Bylod Jessen om den dag, hendes liv ændrede sig.
Da hun to år tidligere blev uddannet som pædagog, var det ikke drømmen om egne børn, der fyldte mest. Hun havde boet i USA og London og ville af sted igen.
Hun havde en diffus forventning om, at en mand, et hus og siden børn ventede – ude i fremtiden. Men det var det frie liv uden forpligtelser, der trak i hende, og hun tog et job som pædagog i Oslo.
Inden afrejsen var hun hos lægen, fordi hendes menstruation ofte sprang flere måneder over, men i Norge fik hun travlt og glemte alt om uregelmæssigheder.
Alvoren gik først op for hende, da hun to år senere vendte tilbage til Danmark, og lægen gav hende seks måneder til at blive mor.
Hun havde aldrig været i tvivl om, at hun ville have børn. Men hun var i tvivl om, om hun ville have dem alene.
»Men der var jo ikke tid til at gå ud og finde en far til mit barn,« siger hun.
Hun måtte finde en anden vej, så hun tog til et informationsmøde om insemination og brug af donor.
»Så sad jeg der blandt 25 andre kvinder. 80 pct. var lesbiske par, der ville have barn sammen. Resten var kvinder, væsentligt ældre end mig, der ville have børn alene. Jeg var langt den yngste.«
Siden 2013 er antallet af kvinder, der får børn alene, steget med 45 procent, viser tal fra Dansk Fertilitetsselskab. I 2018 blev 6.019 børn undfanget ved hjælp af kunstig befrugtning. 709 af mødrene var alene.
I 2018 blev Christine Bylod Jessen første gang insemineret med sæd fra en donor. Det eneste, hun vidste om ham, var, at han:
- er en hvid mand
- er 180-185 cm høj
- har blå øjne
- og vejer omkring 90 kilo
»Så lå jeg der med benene i vejret og fik at vide, at der var en million sædceller – og bum, bum, så var det overstået. Det var ikke særligt romantisk.«
Første forsøg endte med en skuffelse. En måned senere gik andet forsøg også i vasken. Og så hævnede kroppen sig ved at trække tiden ud. Tre måneder måtte hun vente, før en af de sjældne menstruationer gav startskuddet til et tredje forsøg.
»Jeg var presset. For tiden gik, og min deadline kom hele tiden tættere på,« siger hun.
Fertilitetslægen skruede op for hormonerne, og endnu engang blev sæd lagt op i hendes livmoder. Men otte dage senere blødte hun - igen.
»Jeg var så skuffet,« siger hun.
Men blødningen var mindre voldsom end de andre gange. Efter et par dage ebbede den ud, og efter 14 dage købte hun alligevel en graviditetstest.
Veninde opdagede graviditet
»Jeg var usikker på, om den var positiv, for streg nummer to var meget utydelig. Så jeg sendte et billede til min veninde og tog på arbejde.«
Derfor var Christines veninde den første, der vidste, at Lærke var på vej.
»Hun ringede til mig på arbejde – helt overstadig – og var lykkelig på mine vegne.« Hun sender en tanke til de veninder, der har vist sig at være helt uundværlige.
Veninderne har været med hos lægen, til insemination og til fødslen. Hendes storesøster, der selv har mand og to børn og bor en halv time væk, har også været en kæmpe hjælp. Blandt andet har hun taget fri for at passe Christines datter Lærke, når hun har været syg.
»Mit forhold til min søster er blevet meget tættere, efter jeg er blevet mor,« siger Christine Bylod Jessen.
Alligevel savner hun indimellem et par ekstra hænder fra en far, der er lige så knyttet til Lærke, som hun selv er.
For de har haft en hård start. Tre uger efter fødslen fik Christine brystbetændelse.
»Jeg havde høj feber, blev indlagt og fik antibiotika i drop.«
Men lægerne havde ét problem: Hvad skulle de gøre med den nyfødte? Havde det været Lærke, der var syg, ville Christine blive indlagt sammen med hende. Men nu var det omvendt, og hospitalet var ikke gearet til, at Christine Bylod Jessen skulle indlægges med en nyfødt.
»Det tog lang tid at få lægerne til at forstå, at der ikke var en far, der kunne tage hende, mens jeg lå på hospitalet.«
Endelig blev både mor og barn indlagt, infektionen slået ned, amningen sat i stå, og Lærke skulle lære at tage en flaske, før de to kunne komme hjem igen.
De næste fire måneder var en lang tudetur. Lærke fik kolik og græd dag og nat, mens Christine selv var grædefærdig af træthed.
»Men så en dag var dét jo også ovre,« siger Christine Bylod Jessen.
For tre uger siden flyttede hun og Lærke ind i et nybygget rækkehus i Harlev lidt uden for Aarhus. Rummene er lyse, møblerne enklel og gulvet er fyldt med legetøj.
Nu er hverdagen fyldt med vuggestue, arbejde, ture med barnevognen, bleskift og mad på faste tidspunkter – præcis som i alle andre småbørnsfamilier.
Der bliver aldrig en biologisk far i Lærkes liv.
»Jeg overvejede, om jeg skulle vælge en kendt donor, så Lærke kunne kontakte ham, når hun bliver 18 år.«
Men hun valgte den mulighed fra.
»Lærke skal ikke gå og drømme om en far for så at risikere at blive afvist, når hun endelig er gammel nok til at tage kontakt. Hun skal vide, hvordan hun er blevet til. Men hun skal også vide, at vores familie kun er hende og mig.«
