Christina Elsborg husker ikke meget fra 1. december. Men smerterne og skaderne minder hende dagligt om dagen.
Det er marginaler, der gør, at Christina Elsborg stadigvæk lever. Som hun selv siger: »Nogen har holdt hånden over mig deroppe.«
Efter at en sætning a la »Jeg er nødt til at lægge på, fordi jeg skal koncentrere mig om vejret« kunne være blevet Christina Elsborgs sidste, fortæller hun sin historie til skræk og advarsel.
For ti minutter efter at hun har sagt det til sine børns far, kørte hun nemlig i sin lille Fiat 500 frontalt sammen med en lastbil.
Den 1. december vågner flere danskere op til et snelandskab. Lige så smukt det ser ud, lige så glatte var vejene. Især på Hovedvej 13, hvor Christina Elsborg kom kørende. Hun var kørt fra Silkeborg mod Kolding.
Egentlig havde hun planlagt at vende om, da hun var utryg ved de glatte veje. Men det nåede hun ikke.
»Mine dæk skrider, og jeg tænker: 'Fuck, det går galt,'« fortæller Christina Elsborg om de skæbnesvangre sekunder, inden hun banker sammen med lastbilen, der rammer hendes bil i højre side.
Mere husker Christina Elsborg ikke. Hun vågnede op på Skejby Sygehus. Her var hun blevet fragtet til med politieskorte, fordi det ikke ville være forsvarligt med helikopter.
»Jeg er på Skejby i seks dage, men det føles som to timer, fordi det hele flyder sammen,« siger Christina Elsborg, der ikke husker meget fra tiden efter.
»Jeg ved ikke, hvad der er sket, da jeg vågner, og jeg ved stadigvæk ikke, om det er gået op for mig. Det er kun, når jeg snakker med folk eller ser billeder derfra,« fortæller Christina Elsborg.
Og netop billederne taler deres eget sprog. En bil fuldstændig smadret og en krop med talrige skader.
Hun kan ikke gå. Hun har knust sit bækken to steder. Brækket sin hånd. En skade på milten. Og en på en pulsåre i halsen. Ligesom også en åre i halsen har rykket sig. Dertil kommer et traume i ansigtet. Og hjernerystelse.
Christina Elsborg skal tilbringe de næste fem uger sengeliggende. Smerterne vil hun stadigvæk kunne have om et år.
»Det er bittesmå ting, der gør, at jeg stadigvæk er her,« siger Christina Elsborg, der er 26 år og mor til to.
Blandt andet at hun huskede selen og kørte med meget lav hastighed. Og netop de ting opfordrer hun andre til at huske. Også selvom ham eller hende bagved dytter.
For som Christina Elsborg siger:
»Intet er så vigtigt, at man skal sætte livet på spil for det.«
