Christian Friis Bach stopper hos Dansk Flygtningehjælp
Der er behov for ny ledelsesstil hos Dansk Flygtningehjælp, der siger farvel til generalsekretær.

Der er behov for ny ledelsesstil hos Dansk Flygtningehjælp, der siger farvel til generalsekretær.

Christian Friis Bach stopper som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.
Forretningsudvalget ser behov for en anden ledelsesprofil. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
Christian Friis Bach har været i spidsen for Dansk Flygtningehjælp siden november 2017. Han stopper per dags dato.
»Christian er en visionær og idérig leder, som har sat mange spændende udviklingstiltag i gang. Vilkårene for internationale humanitære organisationer er i disse år under stærkt pres,« siger Agi Csonka, formand for forretningsudvalget.
»Det kræver knivskarpe ledelsesmæssige prioriteringer at føre organisationen videre i dette landskab og give medarbejderne de bedst mulige arbejdsbetingelser for at hjælpe flygtninge verden over,« siger hun i pressemeddelelsen.
Før sin ansættelse hos Dansk Flygtningehjælp var Christian Friis Bach hos FN.
Tidligere har han været udviklingsminister i Helle Thorning-Schmidts (S) regering fra 2011 til 2013.
/ritzau/