For at rejse ind i Danmark, er reglerne og anbefalingerne lige nu meget tydelige. Man skal fremvise en negativ test, og så skal man gå i isolation. Men sidstnævnte har Christian Gregersen ikke tænkt sig. Han landede ellers med et fly fra Sydafrika i Danmark tirsdag.

»Jeg har ikke tænkt mig at sidde hjemme på mit værelse i fire dage. Jeg bliver nødt til at handle ind og passe mit arbejde,« siger Christian Gregersen til B.T.

I 12 dage havde Christian Gregersen været i Cape Town, hvor han både skulle arbejde og holde ferie. Mens Christian Gregersen har været på ferie, er de danske sundhedsmyndigheder blevet opmærksom på en ny corona-variant, der skulle være mere smitsom, end den corona vi allerede kender.

En variant, der efter sigende skulle komme fra netop Sydafrika. Det har dog ikke fået Christian Gregersen til at genoverveje isolationen.

Trods regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger er du ikke gået i isolation, efter du kom hjem. Hvorfor?

»Jeg holder afstand, bruger mit mundbind og min sunde fornuft. Derfor kommer jeg ikke i kontakt med nogle mennesker. Ikke andre end dem, som var med i Sydafrika. Vi var en stor gruppe,« siger Christian Gregersen, som også har talt med TV 2.

Ved du, hvorfor de anbefaler isolation?

»Ja, det er vel fordi, den (covid-19 red.) er smitsom.«

Det er fordi, der en inkubationsperiode på seks dage. Det betyder, at der kan gå seks dage, før smitten viser sig. Så er du blevet smittet en af de sidste dage, kan du være positiv fredag. Hvad tænker du om det?

»Jeg tænker, at vi er på vej ind i en samfund, hvor vi skal testes hver dag alle sammen. Der er jo altid en lille bitte risiko, så derfor skal vi i isolation hele tiden. For der er altid en lille risiko.«

Man kan vel argumentere for, at din situation er lidt særlig, i og med du lige er kommet hjem fra et land, hvor en ny særlig smitsom covid-19-variant er?

»Jeg bliver nødt til at handle ind. Det kan jeg godt. Mit firma skal ikke gå konkurs. Jeg kan da ikke blive arbejdsløs. Jeg ved med 99,999 procent sikkerhed, at jeg ikke er smittet. Dels fordi jeg allerede har haft det i august, og dels fordi jeg blev testet negativ i tirsdags.«

Når nu du har sat dig selv i en særlig risiko for at blive smittet, så må du følge anbefalingerne derefter?

»Jeg har ikke sat mig selv i nogen særlig risiko. Jeg har ikke mødtes med nogle mennesker. Jeg blev testet tre gange i løbet af rejsen. Jeg har ikke sat mig selv i nogen særlig farlig situation.«

Hvad skulle du så i Sydafrika, hvis du ikke skulle mødes med nogen?

»Vi holdt afstand og havde altid mundbind på. Altid. Også under møder, hvor vi ikke gav hånd og sad tre meter fra hinanden.«

Har du tænkt over, at andre måske har en anden holdning til corona end dig og måske er noget mere bange eller måske endda i risikogruppe?

»Ja da. Regeringen har jo igennem ti måneder fået frygt ud i danskerne omkring den her sygdom. Folk er meget bange. Jeg kan godt forstå, at dem i risikogruppe er bange, men for almindelig sunde mennesker er det gået over gevind. Vi skal passe på, det ikke bliver hysterisk, og vi ikke jagter folk.«

Føler du dig jagtet nu, af mig for eksempel?

»Ja, det bliver man jo. Det har væltet ind, og mange er vrede. Der er en håndfuld, der også har skrevet på min Facebook-væg. De skriver, jeg er uansvarlig og egoistisk. Men jeg er ikke egoistisk.«

Hvorfor lytter du ikke til deres bekymring?

»Det gør jeg også. Jeg overholder alle regler. Det er ude af proportioner.«