Et hjerte og en fuckfinger.

Det er hovedkomponenterne i en Instragram-krig mellem kommunikatøren Anne Kirstine Cramon og den dømte kopist Christian Bitz.

Den tidligere sundhedsguru og skærmtrold er som tidligere beskrevet i B.T. dømt for at have krænket keramiker Kasper Würtz' ophavsret med et spisestel, som Christian Bitz i 2016 lancerede under sit eget navn.

Siden DR's Kontant satte sagen på dagsordenen i begyndelsen af september, har Bitz med en modkampagne forsøgt at samle resterne af sit ramponerede image op. Senest med en hjemmeside, der gennemgår sagen. Christian Bitz har også deltaget i et interview i Go’ Aften Live, hvor han fortalte, at han ikke tør gå på gaden.

»Jeg bliver derhjemme. Jeg har ondt i maven. Specielt fordi jeg prøver at beskytte min familie,« lød det i interviewet.

Det fik Anne Kirstine Cramon til at reagere i B.T.s radioprogram ‘Det vi taler om’ for lidt over en uge siden.

»Det er David mod Goliath. Og så prøver han at indramme sagen, som om han er offeret og den, det går ud over, selvom han har et stort firma F & H Group bag sig,« siger hun i programmet.

Fredag lagde hun så en korrespondance fra Instagram op, hvor Christian Bitz havde sendt et hjerte til hende i en personlig besked. Helt uden yderligere kommentarer.

Christian Bitz sendte fredag et hjerte til Anne Kirstine Cramon. Svaret var ikke til at misforstå.
Christian Bitz sendte fredag et hjerte til Anne Kirstine Cramon. Svaret var ikke til at misforstå.
Vis mere

»Jeg tænkte længe over, hvad mit respons skulle være. Det blev altså en fuckfinger. For mig blev det lidt summen af kardemommen i forhold til de metoder, han bruger. Han ser mig som sådan en lille dum pige, som bliver beæret over at få en hjerteemoji fra ham en fredag aften. Men det gør jeg ikke,« siger Anne Kirstine Cramon.

»Ved at sende hjertet signalerer han, at han er 'larger than life'. En guru, der kan håndtere en sag ved at sprede kærlighed. Måske er hans ego blevet lidt for stort efter at have været på fjernsyn i så mange år,« siger hun.

Med den store virksomhed F & H Group i ryggen har Christian Bitz hyret kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting til sin modkampagne. Firmaet inviterer blandt andet kritikere og journalister til kaffe og fremvisning af produkter, der skal vise Christian Bitz’ syn på sagen.

Anne Kirstine Cramon har også fået en kaffeinvitation, som hun takkede nej til.

Anne Kirstine Cramon
Anne Kirstine Cramon Foto: Mathias Svold
Vis mere

»Han burde lægge sig ned og sige undskyld. Christian Bitz har kopieret en keramikers livsværk, og i stedet forsøger man at spinne sig ud af, at man stjæler andres produkter. Hjerteemojien skal ses i den sammenhæng, og det samme gælder min reaktion. Jeg ved, at en fuckfinger er voldsom, men man skal ikke intimiderer mig og tale ned til mig på den måde,« siger hun.

Christian Bitz har anket sagen til Højesteret i et forsøg på at få omstødt Landsrettens dom over ham som kopist af Kasper Würtz’ produkter.

B.T. har forsøgt at få Christian Bitz til at forklare, hvorfor han sender en hjerteemoji til en kritiker. Han skriver i et sms-svar:

»Har ikke umiddelbart yderligere kommentarer til en privat korrespondance«.