'Candy Crush.' Et spil, mange bruger meget tid på.

Nogle bruger så meget tid, at de heller ikke kan slippe spillet, når de kører bil.

Det viser en undersøgelse lavet af Sikker Trafik og Forsikring og Pension.

Undersøgelsen viser, at 12 procent af de 18-35-årige spiller Candy Crush og andre spil på telefonen, når de kører bil.

Lige nu ruller kampagnen 'Kør bil, når du kører bil', som sætter fokus på problemet med uopmærksomhed blandt bilister i trafikken.

Uopmærksomhed er nemlig involveret i hver tredje trafikulykke i Danmark.

Rigspolitiet slår den 17.-23. februar hårdt ned på uopmærksomme bilister i hele landet:

'Få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane og rammer en modkørende frontalt.'

Foto: Ernst van Norde
Vis mere

'For at forebygge de her ulykker sætter vi ind med kontrol i den kommende uge,' siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.

Rigspolitiet har noteret et fald i antallet af bilister, der taler i mobiltelefon, når de sidder bag rattet, men det ser ikke for godt ud med koncentrationen helt generelt set.

I 2019 gennemførte Rigspolitiet en undersøgelse, hvor man noterede sig, hvad 20.000 bilister foretog sig, mens de kørte bil.

Her viste det sig, at knap ni procent af dem, der kørte i en personbil, udførte distraherende handlinger, mens de kørte – eksempelvis spiste eller drak, talte i telefon eller indstillede gps'en.