En granat blev lørdag fundet i klitterne ved Nørre Nebel i Vestjylland.

Det var en forbipasserende, der klokken 12.43 gjorde fundet.

Det skriver JydskeVestkysten.

Efterfølgende blev Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) tilkaldt, oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til mediet.

- Det viste sig at være en gammel britisk mortergranat, og de valgte at sprænge den på stedet, lyder det.

Sprængningen blev gennemført klokken 16.36.

EOD indsættes ved bombetrusler, eller når der findes farlige genstande. Det kan være søminer, farligt fyrværkeri eller gammel ammunition.

/ritzau/