Chokfund i Edinburgh: Afrevet hoved fundet på gaden


Et chokerende syn fik lørdag nat politiet til at lukke en hel gade af i Edinburgh.
Her blev der nemlig på bizar vis fundet et afrevet hoved liggende på gaden, skriver Metro.
Ifølge skotsk politi er der dog en logisk forklaring på fundet.
Det skulle nemlig stamme fra en 74-årig mand, som på tragisk vis gik bort tidligere på aftenen efter at være blevet ramt af en bus i Cowgate-området lige omkring klokken 19.30 lørdag aften.
Flere pubs ligger på den gade, som blev lukket ned, og nogle af gæsterne, som mediet har haft fat i, beretter om, at de troede, det var en Halloween-spøg, da en medarbejder fortalte dem, at de skulle forlade stedet af bagudgangen, fordi politiet havde fundet et hoved på vejen.
Politiet blev nødt til at lukke gaden ned, da flere forbipasserende angiveligt begyndte at filme hovedet. Også i troen om, at der var tale om en Halloween-spøg.
Metro har kontaktet politiet i Skotland for at bekræfte rapporter om menneskelige rester fundet på gaden.
Politiet er ifølge mediet også bekendt med, at flere har filmet det afrevne hoved – og at videoer nu florerer på de sociale medier.