I en ny rapport bliver det med billeder vist, hvor slemt det står til med et af landets supersygehus-byggerier – og det chokerer en ekspert på området.

Han hedder Gorm Vestergaard og har været uddannelseschef på mureruddannelsen Tech College i Aalborg de seneste fem år.

»Det er meget omfattende, det her. Det er jo meget faktuelt,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt det her er et problem eller ej. Det er et kæmpe problem, og det er på flere parametre,« siger han om sygehusets røde facade.

Adskillige steder er belagt med for lidt mørtel mellem murstenene. Foto: Region Nordjylland.
Adskillige steder er belagt med for lidt mørtel mellem murstenene. Foto: Region Nordjylland.
Vis mere

Udtalelserne kommer efter, at B.T. og andre medier har kunnet beskrive og vise billeder af en rapport sendt til Region Nordjylland om de aktuelle udfordringer ved opførelsen af supersygehuset i Aalborg.

Over for DR siger Gorm Vestergaard blandt andet, at hans elever var dumpet, hvis de havde afleveret murværket til eksamen:

»Jeg ville være ked af, hvis det var folk med høj rutine, som har lavet det her. Men det har jeg ingen kendskab til,« uddyber han til B.T.

»Lige meget hvad, er det brandærgerligt.«

For meget mørtel er et af problemerne i byggeriet. Foto: Region Nordjylland.
For meget mørtel er et af problemerne i byggeriet. Foto: Region Nordjylland.
Vis mere

Rapporten viser, at der trænger vand ind i flere lokaler, ligesom flere isoleringer er sjaskvåde. Murstensbelægninger og fugearbejdet er gjort forkert – enten med for meget eller for lidt mørtel, så fugt kan trænge ind, og på flere steder på facaden gror der alger som følge af fugt, står der blandt andet i rapporten.

Og så er der konstateret vand på gulvet i hele 110 lokaler.

Generelt er murværket udført 'ikke tilstrækkeligt' og 'ukorrekt', lyder det videre i rapporten. Ifølge Gorm Vestergaard burde man starte helt forfra med facaden:

»Rapporten siger ikke, hvor problemerne er, men at det er mange steder. Og det er derfor, jeg tror, det ville være nærliggende at starte forfra i stedet for at finde ud af, hvor problemerne er.«

Gulvet er beskadiget af vand hele 110 steder. Foto: Region Nordjylland.
Gulvet er beskadiget af vand hele 110 steder. Foto: Region Nordjylland.
Vis mere

»Jeg kunne frygte, at det vil tage lang tid med analyser, konklusioner, eksperter indover og få placeret skyld – at det kunne blive dyrt. Det vil være hurtigere at rive ned og bygge op igen, før man er kommet til bunds i, hvorfor det her er sket,« mener han.

Det er ikke kun Aalborg, der har problemer med supersygehus. Det samme er tilfældet med eksempelvis Odense og Hillerød.

Byggerierne startede samtidig i 2012, og set i bagklogskabens lys var det muligvis en fejl ifølge Gorm Vestergaard.

»Det er store og komplekse projekter. Ikke kun i Aalborg, men fem steder i landet. I forvejen er vi et lille land, hvor der er få mennesker til at håndtere sådan en opgave. Hvis du spørger mig, burde man have valgt de rigtige til at bygge det første sygehus – for at finde ud af, hvad der er behov for, og så gå videre til det næste, så vi havde fem skarpe sygehuse.«

De mørke pletter på facaden viser, hvor vand er trængt ind. Foto: Region Nordjylland.
De mørke pletter på facaden viser, hvor vand er trængt ind. Foto: Region Nordjylland.
Vis mere

B.T. har været i kontakt med bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard, som er ansvarlig for byggeriet i Aalborg, men firmaet ønsker ikke at udtale sig.

Projektdirektør Martin Kjær har ikke reageret på B.T.s henvendelse.

Hvad der nu skal ske – samt de økonomiske konsekvenser og en tidshorisont – skal nu konkretiseres i en ny rapport.