Langt de fleste af landets kommuner forskelsbehandler mellem private og kommunale vuggestuer og børnehaver.

Det viser en ny analyse fra Dansk Industri, der ønsker nye regler på området.

Ifølge analysen er det hele 8 ud af 10 kommuner, der giver mindre i tilskud til private institutioner end til kommunernes egne institutioner.

Faktisk står det så slemt til, at kommunerne i gennemsnit giver 15.000 kroner mindre i årligt tilskud til et barn i en privat vuggestue end til et barn i en kommunal. For børnehaver er underbetalingen på lidt under 7.000 kroner årligt.

»Det har den konsekvens, at forældre med børn i private institutioner ender med at betale mere end det, de burde,« lyder det fra Dansk Industris branchedirektør, Jakob Scharff.

»Det er chokerende at se, at princippet om, at de private institutioner skal have det samme, som vi giver til de kommunale, det følger vi på ingen måde,« tilføjer Scharff, der opfordrer til nye tiltag for at komme forskelsbehandlingen til livs.

B.T. har også talt med Tue Roth, der driver flere private vuggestuer og børnehaver. Han finder forskelsbehandlingen »uretfærdig« og fortæller, at den i sidste ende går ud over børnene. 

Læs Tues historie her.

»Jeg synes helt klart, at det er uretfærdigt,« siger Tue Roth om underbetalingen af private daginstitutioner. Han driver flere private vuggestuer og børnehaver i københavnsområdet.
»Jeg synes helt klart, at det er uretfærdigt,« siger Tue Roth om underbetalingen af private daginstitutioner. Han driver flere private vuggestuer og børnehaver i københavnsområdet. Privat

Jakob Scharff foreslår dels, at man kigger på de »indbyggede uligheder« i lovgivningen for daginstitutioner. Men der er også en »uforklarlig forskel« i de udbetalte tilskud til private og kommunale institutioner, som bør håndteres på en anden måde, mener han.

»Der er en del kommuner, hvor vi nok må erkende, at det også er ret bevidst, at man underbetaler,« siger Jakob Scharff. Han foreslår derfor, at man opretter en kontrolenhed, som »kan kigge kommunerne over skulderen«.

Den idé afviser Kommunernes Landsforening dog pure. Den vil blot føre til mere bureaukrati, lyder det fra cheføkonom Morten Mandøe.

»Vi må melde hus forbi på kritikken. Kommunerne følger bare lovene og reglerne på området, når de udbetaler tilskud. Derfor er det også Folketinget, som Dansk Industri bør rette deres kritik imod, for det er jo dem, der er ansvarlige for lovgivningen og kan ændre den,« siger Morten Mandøe.