Forårssolen lokker danskerne ud i det fri med de lune temperaturer og de længe ventede solstråler. 

Men bag det gode forårsvejr og de lune solstråler risikerer 60 procent af danskerne nu at blive solskoldet af forårssolen på under en time. 

Det skriver TV 2. 

For med dagens uv-indeks, der torsdag kommer helt op på fire, er det for langt de fleste danskere en rigtig god idé at beskytte sig mod solen, hvis man opholder sig udenfor i længere tid. 

Og det skyldes, at en stor del af danskerne har en følsom hud. 

Ifølge Kræftens Bekæmpelse har seks ud af ti danskere hudtype 1 eller 2, som er de hudtyper, der lettest bliver solskoldet når uv-indekset er højt. 

Fælles for begge hudtyper er, at man risikerer at blive solskoldet ved et uv-indeks på 3, hvis man befinder sig ude i solen i 40 til 55 minutter uden solcreme. 

Ved hudtype 3, som mange danskere også har, risikerer man en solskoldning efter 65 minutters ophold i solens skarpe stråler uden solbeskyttelse. 

Så skal du nyde den længe ventede sol – bør du altid iføre dig solbeskyttelse for at undgå en solskoldning.