Chokerende afsløringer: Nøgen praktikant overgloet af sergent
En oversergent stak hovedet ind bag badeforhænget og kiggede på erhvervspraktikantens nøgne krop og spurgte, om han måtte »joine«, fremgår det blandt andet i rapporten.

En oversergent stak hovedet ind bag badeforhænget og kiggede på erhvervspraktikantens nøgne krop og spurgte, om han måtte »joine«, fremgår det blandt andet i rapporten.

Voldtægt, blufærdighedskrænkelse af en person under 18 år og ulovlige optagelser er blandt de alvorlige sager, der de seneste år er blevet anmeldt i Forsvaret.
Det fremgår af en offentliggjort årsberetning fra Auditørkorpset – den uafhængige militære anklagemyndighed – som efterforsker og behandler straffesager mod militært ansatte samt sager om overtrædelse af den militære straffelov.
Rapporten beskriver flere episoder i brud med straffeloven og peger samtidig på en stigning i antallet af nye krænkelsessager – på trods af en række forebyggende indsatser.
En af sagerne udspillede sig i december 2023, hvor militærpolitiet anmeldte en oversergent for blufærdighedskrænkelse af en 16-årig erhvervspraktikant.
'Oversergenten havde ladet erhvervspraktikanten benytte badet på oversergentens værelse på en flådestation, og imens erhvervspraktikanten var i bad, åbnede oversergenten døren ind til badet, ligesom oversergenten stak hovedet ind bag badeforhænget og kiggede på erhvervspraktikantens nøgne krop og spurgte, om han måtte »joine« erhvervspraktikanten i badet,' lyder det i rapporten.
Videre lyder det, at da erhvervspraktikanten forlod badet, lå oversergenten i bar overkrop på sengen og spurgte, om erhvervspraktikanten ville blive og se en film med oversergenten.
Oversergenten blev siden idømt 20 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse af en person under 18 år og for grov pligtforsømmelse.
Blot en måned senere modtog politiet i januar 2024 en anmeldelse fra en sergentelev, som oplyste, at en konstabelelev skulle have begået voldtægt på en kaserne efter en fest, hvor begge havde indtaget betydelige mængder alkohol.
Tre måneder senere blev konstabeleleven tiltalt for blandt andet voldtægt og blufærdighedskrænkelse. Senere blev vedkommende kendt skyldig ved Østre Landsret i voldtægt og idømt fængsel i et år og fire måneder.
Af rapporten fremgår det også, at der blev anmeldt sager om ulovlig optagelse af en værnepligtig i letpåklædt tøj, som siden blev vist til andre værnepligtige.
Derudover omtales en anmeldelse om kønskrænkende adfærd begået af en værnepligtig over for to andre værnepligtige, ligesom rapporten også omfatter flere voldssager.