18-årige Mikala Hansen og hendes veninde har - for første gang - planer om at deltage til Aalborg Karneval, som begynder lørdag morgen. 

De har i den forbindelse efterlyst gode råd i et opslag på det sociale medie Reddit – og råd fik de. Ifølge TV 2 var kvinderne »i chok« over, at deres opslag udløste intet mindre end 82 kommentarer med advarsler om at overnatte i telt under karnevallet, som de ellers havde planlagt.

Opslaget er nu slettet på Reddit. TV 2 har set opslaget, før det blev slettet.

Én person skriver i tråden, at det er et »no go« med telt. En anden person hævder, at det »simpelthen er for farligt og usikkert«.

»Vi blev begge bange. Vi vidste ikke, om vi skulle droppe det helt og lade være med at tage afsted,« siger Mikala Hansen til mediet og uddyber, at de i stedet for at sove i telt nu skal overnatte på et hotel i Aalborg. 

Der har blandt andet i 2024, 2023 og 2022 været anklager om drugging og voldtægter i forbindelse med den nordjyske folkefest. Det har B.T. tidligere skrevet om. 

TV 2 har talt med Lasse Kragh, der er vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, som opfordrer unge, der kommer langvejs fra, til at planlægge overnatning hjemmefra, følges med nogen, de stoler på, og passe på hinanden.

Samtidig understreger talsperson for Aalborg Karneval, Jeanett Kaare, i et skriftligt svar til TV 2, at de går meget op i, at det skal være sikkert og trygt at tage til karneval.