Berlingskes chefredaktør Tom Jensen har endnu ikke taget stilling til, om avisen vil bringe Nye Borgerliges varslede annoncer med tegninger af profeten Mohammed. Men han vil ikke udelukke, at det kan ske.

»Det sidste, jeg har hørt, er, at vi ikke har modtaget noget fra Nye Borgerlige. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi vil bringe dem, men som alt andet indhold, vil vi gerne se det først, inden vi tager en beslutning om at bringe det,« siger Tom Jensen.

Hvilke overvejelser vil der være omkring at bringe at bringe de tegninger, som har ført til terror i Frankrig?

»Det kommer an på, hvordan de ser ud. Det gælder både annoncer og artikler, at det er indholdet, der er afgørende for, om vi bestemmer os for at bringe det. Men jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi bringer annoncerne.«

Nye Borgerliges forkvinde Pernille Vermund skrev torsdag på Facebook, at partiet agter at indrykke annoncer med tegninger af profeten Mohammed i danske aviser. Kampagnen skal vise sympati med ofrene for islamistisk terror, herunder især den fransk skolelærer Samuel Paty, der blev dræbt 16. oktober.

»I samarbejde med satiremagasinet Charlie Hebdo vil vi indrykke netop de tegninger af Muhammed, som Samuel Paty brugte i undervisningen, i de danske aviser,« skriver Pernille Vermund på Facebook.

Samuel Paty brugte Charlie Hebdos tegninger af Mohammed i sin undervisning om ytringsfrihed. Den 16. oktober blev han dræbt på brutal vis af 18-årige Abdoullakh Anzorov, der skar hans hoved af med en stor kniv på åben gade i Paris-forstaden Conflans-Sainte-Honorine.

Ligesom Tom Jensen forholder B.T.s chefredaktør Michael Dyrby sig også afventende til Nye Borgerliges annoncekampagne.

»Vi har mig bekendt endnu ikke modtaget nogen annoncer. Foreløbig er det udtalelser fra Nye Borgerliges formand, og jeg vil tage stilling til det, når og hvis der kommer et ønske om at indrykke en annonce, som vi gør med alle andre annoncer,« udtaler han.

Det samme siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

»Vi ser på den, hvis den kommer. Før har jeg ikke rigtigt noget at sige,« skriver han i en mail.

Til fagbladet Journalisten udtaler chefredaktør for Jyllands-Posten Jakob Nybroe, at avisen ikke forventer at bringe annoncerne.

»Jeg kan ikke tage endegyldigt stilling til en annonce, som jeg ikke kender det specifikke indhold af. Men i udgangspunktet kommer Jyllands-Posten ikke til at trykke tegninger af profeten Muhammed,« fastslår chefredaktør Jacob Nybroe i en mail til Journalisten.

»Ikke fordi vi ikke har sympati for den solidaritetserklæring, som Nye Borgelige tilsyneladende vil sende til ofrene i Frankrig og som et manifest for ytringsfriheden. Man kan diskutere metodens visdom, men ikke dens ærinde. Men fordi sikkerhed for os desværre ikke er en teoretisk, moralsk eller politisk betragtning,« forklarer han.

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg nævner også medarbejdernes sikkerhed, som noget der kan blokere for at bringe annoncerne.

»Vores principielle holdning er, at selvfølgelig skal man kunne trykke de tegninger uden at føle sig truet. Hvad vi beslutter at gøre, vil ikke ske af hensyn til religiøse følelser, men af hensyn til medarbejdersikkerhed,« siger han.

Politikens chefredaktør Christian Jensen skriver i en mail til B.T., at han også forholder sig afventende:

»Jeg kan dårligt udtale mig om en annonce, vi ikke har set,« skriver han.