Mediet Euroinvestor skal ud og investere i en ny chefredaktør.

Den nuværende, Simon Richard Nielsen, har nemlig besluttet sig for at fratræde sin stilling ved udgangen af marts.

I stedet skal han være direktør hos kapitalforvalteren Maj Invest.

»Jeg er meget stolt over de resultater, vi har skabt på Euroinvestor i tæt samarbejde med alle husets funktioner. Det har uden sammenligning været de bedste år i min karriere, og derfor har det været en svær beslutning for mig personligt. Euroinvestor står stærkere end nogensinde, og fundamentet for endnu mere vækst er lagt,« fortæller han.

Hos Anders Krab-Johansen, koncernchef hos Berlingske Media, er der ærgrelse over, at chefredaktøren vælger at stoppe.

»Jeg har været glad for samarbejdet med Simon og for den positive udvikling, vi har skabt i Euroinvestor i de senere år. Vi har etableret Euroinvestor som det største finansmedie i Danmark målt på sidevisninger og daglige unikke brugere,« siger han.

Det vides endnu ikke, hvem der fremover skal sidde på posten, men konstitueret ansvarshavende chefredaktør, indtil en ny er på plads, bliver nyhedschef Peter Voergaard.