I februar døde Nordjyskes chefredaktør Søren Rosenlund Christensen som følge af komplikationerne efter en trafikulykke, hvor han blev kørt ned på cykel.

Nu afslører Nordjyske, at det var en infektion med en kødædende bakterie, som kostede den 44-årige chefredaktør livet.

Søren Rosenlund Christensen pådrog sig en flænge på knæet ved uheldet. Han blev behandlet skadestuen på Aalborg Universitetshospital og udskrevet samme dag.

Men Søren Rosenlund Christensen blev ikke behandlet med penicillin, og det kan ifølge Nordjyske have været fatalt.

To dage senere døde Søren Rosenlund Christensen.

Det skete efter, at den kødædende bakterie hurtigt havde spredt sig fra såret på knæet til andre dele af hans krop.

»I dette tilfælde kunne almindelig penicillin formentlig have reddet hans liv, da han var inficeret med en meget penicillinfølsom bakterie,« siger professor Niels Frimodt-Møller, der er overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet, til Nordjyske.

Kort efter udskrivelsen fik Søren Rosenlund Christensen det dårligere og dårligere. Han blev indlagt på Aalborg Universitetshospital igen, og denne gang blev den rigtige diagnose stillet.

Chefredaktøren led af nekrotiserende fasciitis - en sjælden, men livsfarlig sygdom som ifølge Sundhed.dk opstår, når bestemte typer af bakterier trænger ind i kroppen og spredes i hud, underhud, bindevæv og muskulatur.

Søren Rosenlund Christensen blev ifølge Nordjyske opereret med det samme, hvorefter lægerne lod ham overføre til Rigshospitalet med helikopter. Men det var desværre for sent.

Han døde af hjertestop under helikopterturen.

Søren Rosenlund Christensens familie har besluttet at klage over forløbet til Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen.

Hverken de implicerede læger eller Aalborg Universitetshospital ønsker overfor Nordjyske at udtale sig om sagen.

Søren Rosenlund Christensen tiltrådte som chefredaktør på Nordjyske den 1. september 2019.

Han har tidligere været chefredaktør for Dagbladet Ringkøbing-Skjern fra 2009 til 2014. Han var også ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør på Bornholms Tidende fra 2014 til 2019.

Søren Rosenlund Christensen efterlod sig sin hustru Arina Nell Richter og to voksne sønner.