Chefredaktør på Sermitsiaq modtager ytringsfrihedspris
Masaana Egede får Jyllands-Postens Fonds Ytringsfrihedspris. Han er den sjette modtager af prisen.

Masaana Egede får Jyllands-Postens Fonds Ytringsfrihedspris. Han er den sjette modtager af prisen.

Den administrerende direktør og chefredaktør på den grønlandske avis Sermitsiaq, Masaana Egede, hyldes som modtager af Jyllands-Postens Fonds Ytringsfrihedspris.
Det oplyser Jyllands-Postens Fond i en pressemeddelelse.
Prisen gives for vedholdende arbejde for en fri, kritisk og uafhængig journalistik under stort pres fra magthavere, skriver fonden som begrundelse for valget.
Da USA's præsident, Donald Trump, ville overtage Grønland, stod Masaana Egede over for en opgave som grønlænder og chefredaktør på Grønlands eneste uafhængige mediehus.
Mediet og han selv var under stort pres, mens chefredaktøren hjalp udenlandske journalister, for hvem Grønland var blevet en geopolitisk tophistorie.
Masaana Egede formåede dog, trods de mange udenlandske journalister, at opretholde en fri og kritisk journalistik, der nu anerkendes med fondens pris.
Masaana Egede har været administrerende direktør for Sermitsiaq siden august 2023. Han har også tidligere arbejdet som journalist for DR.
Ytringsfrihedsprisen tildeles personer, der har brugt deres ytringsfrihed til at fremsætte udtalelser, meninger og holdninger, som har udfordret og ikke har været uden omkostninger for prismodtageren.
Det er Jyllands-Postens Fond og avisens chefredaktør, der vælger prismodtageren.
Prisen blev stiftet i 2006 og er sidenhen blevet uddelt fem gange.
Tidligere modtagere er tidligere folketingsmedlem Naser Khader, forfatter, debattør og tidligere politiker Ayaan Hirsi Ali, journalist Puk Damsgaard, jurist Jacob Mchangama og senest advokat Mads Pramming i 2024.
Med hæderen følger desuden 100.000 kroner til prismodtageren.
/ritzau/