Fredag aften sad Jakob Benediktson omkring et bål med sine venner, da en idé pludselig tog form.

Hvis regeringen vil afskaffe helligdagen store bededag, hvorfor så ikke bare give de ansatte fri?

For Jakob Benediktson, der er administrerende direktør i it-firmaet Lasso X i København, var der ikke langt fra tanke til handling, og blot 48 timer efter blev beslutningen truffet.

»Hvis der ikke bliver nogen store bededag, så holder vi 'store Lassodag' i stedet,« fortæller Jakob Benediktson, da han første gang deler sin historie med TV 2 Lorry.

Det er den nye SVM-regering, der har foreslået at afskaffe store bededag. Et forslag, der ifølge CEPOS vil sikre knap 3 milliarder kroner ud af de 4,5 milliarder, som Danmark skal finde for at finansiere de stigende forsvarsudgifter.

Til B.T. fortæller Jakob Benediktson, at beslutningen om at give firmaets 20 ansatte fri, når kalenderen viser fredag 26. april 2024, har været let at træffe.

For selvom Jakob Benediktson ikke er modstander af regeringens intentioner med forslaget, så synes han, at det i praksis virker rodet.

»Jeg ser det ikke som noget ekstraordinært, men som en anerkendelse af, at vores ansatte gør en fantastisk indsats, og derfor har vi valgt at give dem fri – uanset, hvad politikerne ender med at beslutte,« siger Jakob Benediktson og fortsætter:

»Om de så vil bruge dagen på at fiske, sejle i kano eller noget helt tredje, så kan de det. Nogle gange får man de bedste ideer, når man ikke er på arbejde.«

Hos Lasso X er man ikke nervøs for, hvordan beslutningen vil påvirke firmaets økonomi. Firmaets ansatte er nemlig funktionæransatte.

»Så jeg betaler dem løn uanset om det er store bededag eller ej. Desuden har jeg regnet på det, og hvis store bededag bliver en fridag, har vi stadig den arbejdskraft vi skal bruge,« siger Jakob Benediktson, der fortæller, at beslutningen er blevet mødt med positiv respons på kontoret.

Jakob Benediktson håber, at andre firmaer vil lade sig inspirere til at give deres ansatte fri på helligdagen, hvis den ender med at blive afskaffet.