Motorfejl, defekte lygter, ABS-bremsefejl, defekte chaufførsæder og busser, der trækker til både højre og venstre ved opbremsning.

Det er blot nogle af de fejl, som busser på Silkeborgruterne 113, 223 og 114, ifølge fem chauffører har kørt med i februar og marts i år.

I nogle tilfælde uge efter uge. Og nu har flere af chaufførerne fået nok.

- Siden jeg begyndte at køre bus i 2008, har jeg aldrig oplevet busser, der er i så ringe stand, siger Jeanette Petersen.

Busserne hører til busselskabet Herning Turist og har alle udkørsel fra selskabets garage i Silkeborg.

Debatten om de blå bussers standard har kørt de seneste måneder, siden en alvorlig ulykke i januar på Djursland, hvor to mennesker blev dræbt.

I forlængelse af ulykken, hvis årsag endnu ikke er fastlagt, rejste 10 chauffører fra GoCollective en kollektiv kritik af deres selskabs busser.

Chaufførerne mente dengang, at GoCollectives busser ikke var i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. GoCollective afviste påstandene.

Nu kommer samme kritik altså fra chauffører i et andet selskab. Denne gang Herning Turist.

Udover Jeanette Petersen fra Herning Turists Silkeborg-anlæg står også chauffør Henrik Madsen frem og fortæller, hvordan busser med talrige tekniske fejl bliver sendt på gaden dag efter dag.

- Nogle gange er der tale om en falsk fejl, men andre gange er fejlen reel, og det skaber usikkerhed, siger han.

Henrik Madsen mener dog, at busserne overordnet er sikkerhedsmæssigt forsvarlige. Også selvom han over en længere periode har oplevet, hvordan en bus for eksempel trak til siden ved opbremsninger.

- Dels er busserne for ringe, jeg kalder dem plastik-busser, og dels er der et efterslæb på vores værksted. Der går simpelthen for lang tid, inden de bliver repareret. Og det er et problem, siger han.

Per Nielsen er tillidsmand for Herning Turists chauffører i Aarhus, Silkeborg og Odder. Han kender også til problemerne.

- Jeg får ofte henvendelser fra mine kolleger, som er frustrerede over de mange lamper, der lyser i instrumentbrættet. Det minder nærmest om et lysshow, når man kører, siger Per Nielsen, der har de samme oplevelser som sine kolleger, når han selv kører busserne.

- Det kan være meget stressende, når man uge efter uge melder fejl ind, som så kører videre længe, inden de bliver udbedrede, fortæller Per Nielsen.

Han tilføjer, at hans kolleger føler sig pressede til at køre i busserne på trods af fejlene, og at flere har sagt op på grund af den tekniske standard.

Blandt andet Jeanette Petersen, der har sidste arbejdsdag i slutningen af april.

Også hendes kollega Mathias Faaborg Kristensen har for nyligt sagt op og fundet et nyt selskab at køre for.

- Jeg har prøvet internt at gøre noget i Herning Turist, men uden held. Og jeg kunne godt vælge bare at skifte arbejde, men hvis det her ikke kommer frem, så vil det bare blive ved. Der kører nogle potentielt farlige busser rundt, siger han.

Dorthe Ahrendsen er en af de andre chauffører, der kritiserer standarden på busserne og de mange lysende lamper i instrumentbrættet.

- Det giver en følelse af fifty-fifty, om man når hele vejen frem og tilbage, siger Dorthe Ahrendsen.

For eksempel oplevede hun gennem flere uger, at sprinkleren til forruden ikke virkede på en af busserne. Særligt da det var koldt, og vejene var saltede, var dette et problem.

- Nogle dage måtte jeg ved hvert stop ud med en sprit-dispenser og manuelt rense ruderne, så jeg kunne se ud.

Fejlen skyldes ifølge Herning Turists egne fejllister en defekt sprinklermotor.

Allerede 27. januar sender en chauffør en besked, som TV2 Østjylland har set, til ledelsen. Her kan man læse, at sprinklersystemet ikke virker i pågældende bus.

Men på fejllisten fra 19. februar, altså 24 dage senere, står den defekte sprinklermotor fortsat på listen.

Dorthe Ahrendsen bakker derfor sine kolleger op, som kritiserer, at de tekniske fejl flere gange kompromitterer sikkerheden i busserne, og at det tager for lang tid, før de bliver repareret.

- Jeg er fuldstændig enig. Jeg har også flere gange kørt med den samme bus, der trækker til siden. Og særligt når man kører inde i Aarhus, hvor der er mange både fodgængere og cyklister, så er det meget utrygt, siger Dorthe Ahrendsen.

Mathias Faaborg Kristensen oplever ligesom flere af de andre chauffører, at de bliver presset til at køre, selvom de gør opmærksom på fejl.

- Det er jo i sidste ende os, der står med ansvaret som chauffører. Så når man så får at vide, at man skal køre videre på trods af fejl, så er det utrygt. Det giver ondt i maven, siger han.

Derfor mener han også, at passagererne bør kigge sig om efter en anden transportform, indtil der er kommet styr på fejlene.

- Jeg vil ikke anbefale passagerer eller andre chauffører at køre i de busser. Det er for farligt. Der er andre firmaer, som godt kan finde ud af det, så jeg kan ikke forstå, hvorfor Herning Turist ikke kan, siger Mathias Faaborg Kristensen.

Fejllister og bodssager bakker chauffører op
TV2 Østjylland har fået adgang til busselskabets ugentlige fejllister. De indeholder et overblik over fejl på hver af busserne uge for uge i perioden 19. februar til 25. marts i år.

Listerne har hængt på selskabets anlæg på Bavnehøjvej i Silkeborg, og de underbygger chaufførernes udsagn.

På fejllisterne fra Silkeborg står blandt andet registreret, at der er alvorlige fejl på flere af busserne. Blandt andet en bus, der i mindst 26 dage trækker til venstre ved opbremsning og en bus, der også i mindst 26 dage er registreret med gul advarselslampe for ABS-bremsefejl.

På fejllisterne er også angivet, at en stor del af busserne kører med gul motorlampe uge efter uge.

Gul advarsel for motorfejl er en af de fejl, som Færdselsstyrelsen betegner som en væsentlig fejl, der giver forbud eller begrænset køretilladelse hen til et værksted.

En aktindsigt fra Midttrafik understøtter også, at der er mange tekniske fejl på busserne hos Herning Turist.

Blandt de fire største selskaber, der kører bus for Midttrafik, stikker Herning Turist suverænt ud som det selskab, der får flest bodssager på grund af tekniske problemer sat i forhold til antallet af køreplanstimer.

I 2024 og 2025 modtog Herning Turist i alt 486 boder fra Midttrafik for forsinkelser eller aflysning af busture på grund af tekniske fejl.

Det viser en udregning, TV2 Østjylland har foretaget ud fra en omfattende aktindsigt over bodssager på aflysninger, forsinkelser og tekniske fejl.

Vi har forelagt chaufførernes kritik og de mange fejl på fejllisterne for administrerende direktør i Herning Turist, Ronny Gasbjerg.

I et længere skriftligt svar til TV2 Østjylland understreger direktøren, at selskabet altid handler prompte i tilfælde af fejl, der kan gå ud over sikkerheden.

- Når vi finder sikkerhedskritiske fejl, eller når chaufførerne melder dem ind, så bliver de repareret hurtigst muligt, og bussen bliver taget ud af drift, skriver Ronny Gasbjerg i mailen.

Han tilføjer, at Herning Turist på baggrund af TV2 Østjyllands henvendelse har foretaget en egenkontrol den 15. april af samtlige busser på garageanlægget i Silkeborg.

I den interne kontrol fandt man ifølge Ronny Gasbjerg ingen sikkerhedskritiske advarselslamper, der lyste.

Men han anerkender, at der er for mange fejl, og dem vil selskabet nu gøre noget ved.

- Det er, som jeg nævner, problematisk med de mange ikke sikkerhedskritiske fejl, som helt tydeligt frustrerer chaufførerne og naturligvis også mig.

Og han tilføjer:

- Vi kan som selskab ikke have, at der er chauffører tilknyttet enkelte garager, der er så frustreret over tingene og sidder med et billede som det, du beskriver. Det skal vi naturligvis have ændret på, så vi alle kan stå bag vores drift og kvalitet, skriver Ronny Gasbjerg i mailen.

TV2 Østjylland har forsøgt at få svar på en række opfølgende spørgsmål til Herning Turist, som Ronny Gasbjerg ikke har svaret på i sit skriftlige svar.

Blandt andet mangler vi fortsat svar på, hvorfor Herning Turists busser tilsyneladende uge efter uge kører med fejl af forskellig karakter.