Ingen kontrol, mindre i løn og arbejdsdage på op mod 14 timer om dagen fem gange om ugen.

Det er realiteterne for en række chauffører, der kører Flextrafik i Nordjylland.

Det oplyser 3Fs afdeling Aalborg på baggrund af en undersøgelse udført af fagforeningen selv.

»Chaufførerne kører mellem 10 og 14 timer i døgnet for at opretholde løn. Men flere har fået for lidt i løn, og så kan vi se, at kontrollen mellem trafikselskabet og vognmændene har været fuldstændig mangelfuld,« siger Kim Sunding, der er formand i Transportgruppen i 3F Aalborg.

På de nordjyske kanter er det Nordjyllands Trafikselskab, som står for Flextrafikken.

Trafikselskabet har indgået en række aftaler med vognmænd, der som underleverandør sørger for, at chauffører kører borgere i Flextrafikken. Men kontrollen mellem trafikselskabet og vognmændene har haltet, hvilket går ud over chaufførernes arbejdsforhold.

Politiken skrev i januar, at Nordjyllands Trafikselskab senest havde tjekket en chaufførs arbejdsforhold i 2018.

Ifølge Kim Sunding igangsatte 3F-afdelingerne i Nordjylland en undersøgelse på baggrund af Politikens artikler. Undersøgelsen, hvor man fik informationer fra 41 chauffører, viste, at chaufførerne samlet set modtog for lidt i løn og arbejdede for meget.

»Det kan der være mange årsager til. Det kan skyldes fejl, en forkert registrering, men også at der generelt bare mangler løn. Og det er det, der skal være fokus på.«

»Vi ønsker, at de nordjyske politikere tager ansvar. Vi kræver en ansvarlig kontrol mellem trafikselskabet og vognmændene,« siger Kim Sunding.

Bestyrelsen i Nordjyllands Trafikselskab afholder fredag bestyrelsesmøde, hvor man har tilføjet de omdiskuterede arbejdsforhold til dagsordenen.

Det bekræfter Søren Kusk, der er medlem af Socialdemokratiet og bestyrelsesformand i Nordjyllands Trafikselskab, over for B.T.

»Vi kommer til at drøfte de konkrete sager og fremadrettet sikre, at der er tilstrækkelige kontrolfunktioner.«

»Hvis det er sådan, at chauffører kører for meget for at kunne opretholde en løn, så er det selvfølgelig ikke i orden. Det må ikke ske, og vi har en forventning om, at overenskomsten bliver overholdt. Kontrollen skal optimeres.«

Nordjyllands Trafikselskab har tidligere oplyst til Politiken, at de kontrollerer chauffører, hvis der opstår anmeldelser. Hvilket altså ikke er sket siden 2018.

Flextrafik drives i Danmarks fem regioner – i forskellige selskaber, der er kommunalt ejede.

Chauffører, der kører Flextrafik, transporterer blandt børn i skole, borgere til lægen eller sygehuset samt borgere med handicap.