Christina Berg gik rundt i supermarkedet og tænkte på, hvad der skulle i kurven til aftensmaden derhjemme, da hendes 13-årige datter Amalie ringede.

Hun tog telefonen, men nåede ikke at sige et ord, før hendes datters stemme skar gennem hele hendes krop. Hun følte, at verden stoppede lige der midt i Fleggaard.

»Amalie skriger ind i røret: ‘Mor, mor, mor! Det går galt! Vi er ude at køre.’ Hun skriger på en måde, så jeg tænker, at jeg mister hende. Og så bliver røret lagt på,« fortæller Christina Berg.

Det var i søndags. 13-årige Amalie, hendes 27-årige storesøster og søsterens datter, Mekka på halvandet år, var på vej hjem. De havde besøgt deres mellemste søster og hendes kæreste i Charlottenlund nord for København.

Den stolte mor, Christina Berg, sammen med sin datter Amalie.
Den stolte mor, Christina Berg, sammen med sin datter Amalie.
Vis mere

De kørte på motorvejen mod Herlev, da Amalies 27-årige søster pludselig fik et ildebefindende bag rattet.

Amalie sad ved siden af sin bevidstløse søster, som hun forgæves forsøgte at vække. Hun råbte hende ind i hovedet. Søsterens fod var stadig på speederen. Nu skulle Amalie tænke hurtigt.

»Jeg tager rattet. Jeg tænker, jeg bliver nødt til at gøre noget. Både for at redde os selv, men også for at redde andre ude på motorvejen,« siger 13-årige Amalie.

Hun fortæller, at hun forsøgte at dreje siden af bilen ind i autoværnet.

»Jeg tænker, at det måske vil stoppe bilen. Jeg kan ikke få min søsters fod væk fra speederen. Men bilen stopper ikke, så jeg prøver at vifte ud af vinduet med den hånd, der ikke er på rattet, mens jeg dytter,« siger Amalie og holder en kort pause, inden hun fortsætter:

»Jeg håber, at nogen vil kunne se, at der er noget galt. Jeg er bange for, at vi at kommer til at miste vores liv.«

Det var på det her tidspunkt, at Amalie ringede til sin mor i supermarkedet. Først havde hun ringet 112, men da sekunderne gik, uden nogen svarede, lagde hun på og ringede til sin mor.

»Imens kører jeg ned ad en afkørsel, hvor der kommer modkørende biler. Jeg er i panik og kan ikke se en anden mulighed end at køre direkte med fronten ind i et metalhegn« siger Amalie.

Sådan så bilen ud, efter Amalie havde styret den ind i autoværnet og endte med at redde sit eget, sin søsters og sin nieces liv.
Sådan så bilen ud, efter Amalie havde styret den ind i autoværnet og endte med at redde sit eget, sin søsters og sin nieces liv. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Efter braget kunne Christina Berg ikke længere høre sin datter i den anden ende af røret.

Amalie var omtumlet men uskadt. Bilen var stoppet. Endelig.

Der var mennesker omkring den, da hun trådte ud. Hun husker, at der var en mand, der havde taget Mekka ud af hendes børnesæde. Han gav hende til Amalie.

»Jeg går lidt væk med Mekka. Der er heldigvis ikke sket noget med hende, og så ringer jeg til min mor igen,« siger Amalie.

Og det var en mildt sagt lettet mor, der tog telefonen.

»Amalie begynder at sige, ‘mor, undskyld, undskyld, din bil er smadret.’ Og det er jeg da fløjtende ligeglad med, siger jeg. Bare alle er okay,« lyder det fra Christina Berg.

Amalie fortæller, at der hurtigt kom en ambulance til stedet, der trykkede hende forskellige steder på kroppen og gav lille Mekka en bamse.

Da Amalies søster kom til bevidsthed, og Amalie kunne se, at hun heldigvis ikke var kommet slemt til skade, gav hun hende Mekka i armene.

De kom alle en tur på skadestuen, hvor det var gode nyheder – de var sluppet med skrammerne.

»Jeg har lidt ondt i nakken og har fået en lille hjernerystelse,« siger Amalie og fortæller, hvordan hendes psyke har det her knap fire dage efter den voldsomme oplevelse:

»Jeg føler mig meget mere følsom, end jeg plejer. Jeg har tænkt over, hvor hurtigt ens liv kan ændre sig, eller man kan miste det.«

Og årsagen til, at ingen i bilen mistede livet, sidder og taler med B.T.

Amalie har stadig svært ved at forstå, at hun har reddet nogens liv, siger hun. Selvom både ambulancereddere, politibetjente og stort set alle, hun har mødt på sin vej siden søndag, har fortalt hende det.

»Mit instinkt tog over. Jeg skulle bare redde lille Mekka og min søster. Det var det eneste, jeg tænkte på,« slutter Amalie.

Andre læser også