»Man kan ikke tage råderet over de ældres hjem med begrundelsen om, at man skal passe på dem. Man kan ikke bare frihedberøve folk på den måde.«

Charlotte Johansen er ked af det, frustreret og vred over den situation, hendes mor befinder sig i. Moderen er som tusindvis af andre ældre lige nu underlagt besøgsrestriktioner på grund af coronavirus.

Men Charlottes mor, Dorthe, burde være undtaget reglerne grundet den tilstand, hun befinder sig i, mener datteren. 

Loven giver hende muligvis ret – men det afhænger af øjnene, der ser, som Charlotte nu har erfaret.

Dorthe er ifølge sin egen læge og datter stærkt kognitiv svækket og har stort set ikke længere noget sprog. Læg dertil, at hun er lam i højre side og udelukkende lever af sondemad på grund af synkeproblemer, som er typisk for mennesker med neurologiske problemer.

»Hun aner ikke, hvad coronavirus er. Men hun har erfaret, at de mennesker, hun holder af, ikke længere kommer på besøg. Det gør, at hun er ked af det og trækker sig mere og mere ind i sig selv,« siger 47-årige Charlotte Johansen.

Lige netop det faktum at Charlottes mor har en kognitiv funktionsnedsættelse, hvor hun mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne, gør ifølge bekendtgørelsen om besøgsrestriktioner på plejehjem, plejeboliger og lignende, at hun kan undtages reglerne, fordi hun så befinder sig i en kritisk situation. 

Det er institutionsledelsen eller ledelsen på plejehjemmet, der afgør, om der er tale om en sådan situation. Kommunalbestyrelsen kan overtrumfe plejehjemslederen, hvis de mener, der er truffet en forkert beslutning.

Charlotte Johansens mor, Dorthe, ses her sammen med sit barnebarn på syv år, som hun nu ikke kan få besøg af grundet besøgsrestriktioner. Foto: Privat.
Charlotte Johansens mor, Dorthe, ses her sammen med sit barnebarn på syv år, som hun nu ikke kan få besøg af grundet besøgsrestriktioner. Foto: Privat.
Vis mere

»Jeg synes det er noget svineri. Jeg forstår ikke, at en plejehjemsleder med god samvittighed kan sige, at min mor 'opleves generelt velbefindende', der går stik imod en lægefaglig begrundelse. Det er hele hendes sociale liv, der er revet bort. Hun kan ikke føre en samtale over telefonen eller gå en tur eller besøge sin familie uden for sin plejebolig,« siger Charlotte Johansen.

15. november blev det ellers tilladt at få besøg af mere end en pårørende i særlige besøgsrum. Men ifølge Charlotte Johansen giver det slet ikke mening i hendes mors tilfælde. Moderen ville ikke kunne forstå, hvorfor hun skulle have besøg uden for vante rammer, og ville blot blive mere usikker og forvirret.

»Plejehjemsledere har fået en magt, de ikke skulle have haft. De ældre sidder i eget hjem, og så må de ikke bestemme, hvem de må besøg af. Det er ikke i orden,« siger Charlotte Johansen.

Hos Alzheimerforeningen forstår man frustrationen:

»Det er meget vigtigt at skelne mellem at befinde sig i en kritisk tilstand og en kritisk situation. Nogle kommuner opfatter ordet kritisk, som om at de ældre skal være døende. Men der står i bekendtgørelsen, at hvis ikke personen er i stand til at forstå restriktionerne på grund af kognitiv svækkelse, så bør de være undtaget påbuddet. Jeg appellerer derfor også til, at kommuner og plejehjem ikke gør det til en kamp med de pårørende,« siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen:

Ifølge Ældre Sagen er der »fortsat alt for stort rum til fortolkning hos den enkelte plejehjemsledelse«, blandt andet hvad angår kritiske situationer.

»Forsigtighedsprincippet har fået alt for stor vægt og fratager de ældre livskvalitet, når de ikke kan mødes med deres pårørende,« siger direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup.

Han mener desuden, at restriktionerne er på kant med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som fastslår, at enhver har ret til respekt for sit privatliv, familieliv og sit hjem.

Charlotte Johansen ses her sammen med sin 65-årige mor, der er svært kognitivt svækket og derfor bør undtages besøgsrestriktioner ifølge datteren. Foto: Privat.
Charlotte Johansen ses her sammen med sin 65-årige mor, der er svært kognitivt svækket og derfor bør undtages besøgsrestriktioner ifølge datteren. Foto: Privat.
Vis mere

»Alle mennesker har ret til selv at bestemme, hvem der må komme i deres hjem. Alle på plejehjem har en lejekontrakt og betaler husleje i egen bolig. Ved siden af det har man så adgang til fællesfaciliteter og plejepersonale. Men fordi man er svækket, mener vi ikke, man kan tillade sig at krænke de rettigheder,« siger Bjarne Hastrup.

Tilbage til Charlotte, der forgæves har været i dialog med både kommune og plejehjemsleder. Hun kan nu kun vente på, at sundhedsminister Magnus Heunicke lemper på de generelle restriktioner.

Heunicke har dog tidligere meldt ud, at det har lange udsigter, da vi endnu ikke har en godkendt covid-19-vaccination. Han er dog indkaldt til samråd i sagen 8. december af SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.

»Det smerter mig inderligt, at min mor ikke skal have noget decemberhygge med sit syvårige barnebarn i egen bolig, fordi der sidder en inkompetent leder og vurderer på min mors trivsel efter forgodtbefindende,« siger Charlotte Johansen.

I faktaboksen her på siden kan du læse, hvad Aalborg Kommune svarer i sagen: