»Det kan jo skyldes noget psykisk. Du skal lære at slappe af. Har du prøvet at meditere?«
33-årige Charlotte Ørnberg har ikke helt tal på, hvor mange gange hun gik til læge med sine smerter i ryggen. Men hun husker, at ovenstående bemærkninger ikke var usædvanlige.
Charlotte Ørnberg har nemlig ud over sine smerter i ryggen en lang række psykiske sygdomme med i bagagen: Borderline. Adhd. Ptsd. Derfor har det ifølge Charlotte selv været det, lægerne har fokuseret på, når de har forsøgt at forklare hendes smerter.
»Jeg føler lidt, at hvis ikke man passer ind i en bestemt kasse, så bliver man tilsidesat,« siger hun.
Historien om Charlotte Ørnberg er ikke usædvanlig, fortæller flere kilder inden for psykiatrien til B.T.
Ofte sker det nemlig, at psykiatriske patienter først sent – hvis overhovedet – får stillet en diagnose, hvis de oveni fejler noget fysisk.
»Det er ikke alle tilfælde, man diagnosticerer for sent. Men fra forskningen kan vi generelt se, at hvis man har en psykisk lidelse, så har man gået længere med sine symptomer uden at blive diagnosticeret. Det kan skyldes, at patienterne på grund af deres psykiske sygdom ikke har søgt hjælp, eller at lægen har mistolket symptomerne som noget psykisk og derfor har overset det,« siger professor og overlæge ved Psykiatrisk Center København Merete Nordentoft.
Det bekræftes af en ny undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer, som viser, at 65 procent af de adspurgte har oplevet, at læger har tilskrevet nye symptomer patienternes psykiske helbredsproblemer, selvom de viste sig senere ikke at være årsagen.
Charlotte Ørnbergs smerter startede allerede i barndommen. Dengang fik hun at vide, at det nok var vokseværk.
Da hun i ungdommen igen søgte læge, fik hun at vide, at det kunne være stress. Det var også i teenageårene, hun fik diagnosen Scheuermanns sygdom, der er kendetegnet ved, at ryggen er udtalt krum på grund af kileformede ryghvirvler. Men en kiropraktor mente ikke, at sygdommen var skyld i de tiltagende smerter.
»Jeg spillede badminton og håndbold på eliteplan, men som tiden gik, kunne jeg slet ikke løfte armen. Så ondt gjorde det,« siger Charlotte Ørnberg.
Det var også i disse år, hun fik sine psykiske diagnoser, som senere skulle vise sig at gøre det svært at få en diagnose for de fysiske smerter.
»Det er et stort arbejde at have en psykisk sygdom, som gør, at mange ting i livet bliver uoverskuelige. Det kan være svært at trænge igennem, hvis man går til læge og gerne vil klage over smerter. Der er risiko for, at lægen tilskriver symptomerne den psykiske sygdom,« siger Merete Nordentoft og tilføjer:
»Det gælder også på de psykiatriske afdelinger, når vi tager imod patienterne og skal starte behandling op. Der er tilfælde, hvor vi ser, at de for eksempel kan have cancer eller forhøjet blodtryk. Vi arbejder på at få fokus på de fysiske sygdomme, men det er slet ikke perfekt,« siger hun.
Charlotte Ørnberg fik først sin diagnose som 26-årig. Forinden var hun igen blevet afvist af en speciallæge i reumatologi, der mente, at hun skulle »lære at slappe af«. Men en fysioterapeut, der var med til konsultationen, syntes, hun skulle henvises til en neurolog. Det blev Charlottes redning:
»Det tog neurologen to minutter at stille en diagnose,« husker Charlotte Ørnberg.
Det viste sig, at hun led af såkaldt dystoni, der er karakteriseret ved ufrivillige spændinger og kramper i musklerne. Og det er det, der giver hende smerterne i ryggen – ikke hendes psykiske sygdomme.
»Det var en ekstrem følelse af lettelse og skuffelse på samme tid. Det var jo det, jeg havde kæmpet for i så mange år. Jeg var så træt af at kæmpe,« siger hun.
Hos SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed får man jævnligt henvendelser fra folk som Charlotte Ørnberg:
»Jeg tror ikke, sundhedsvæsenet har ressourcerne til at tage sig af de problemstillinger. Vi oplever generelt, at 'de bliver vendt i døren', dvs. de får at vide, at de skal gå et andet sted hen. Der er ikke nogen, der vil tage ansvaret for dem,« siger formand for SIND Mia Kristina Hansen.
Charlotte Ørnberg får i dag Botox hver tredje måneden for sin dystoni. Men det årelange forløb har sat sine spor:
»Jeg kan blive helt angst, hvis jeg skal til en ny læge. Jeg venter med at bestille tid, til jeg ved, det er absolut nødvendigt. Så selvom jeg er flyttet, har jeg holdt fast i den samme praktiserende læge. Hun siger ikke, det er min egen skyld, når jeg kommer med et problem.«
