Han havde kun boet på plejehjemmet i en uge, da Charlotte Nissen indså, at hendes demensramte far, John, ikke fik den pleje, han havde brug for.

Et lille sår var blevet til noget langt værre – og først da en ekstern fodterapeut slog alarm, blev der handlet.

»Terapeuten fortalte mig, at den var helt gal, og at der var behov for behandling omgående,« fortæller hun til B.T. og tilføjer, at såret blev bagatelliseret i farens omsorgsjournal. 

Alligevel endte faren på 10 dages penicillinkur.

Oplevelsen er blot et af flere kritisable forhold, som Charlotte Nissen oplever, mens hendes far var beboer på Plejehjemmet Grønnehaven i Helsingør – som tidligere i år dumpede et tilsyn, som Helsingør Dagblad har skrevet om. 

Privatfoto

Hendes oplevelse afspejler en bredere tendens: Ældreplejen har det hårdt i Danmark. 

Hele 92 ud af landets 98 kommuner har de seneste år nedprioriteret området, viser en analyse fra Ældre Sagen fra august.

Med kommunalvalget lige om hjørnet sætter B.T. i den kommende tid fokus på de alvorlige problemer, som kommunerne står overfor, når det handler om at sikre god pleje og omsorg for ældre medborgere.

Tilbage til Charlotte og hendes nu afdøde far John.

Efter faren har boet på Plejehjemmet Grønnehaven i to måneder, blev Charlotte Nissen inviteret til et møde med afdelingslederen. 

Her forsøgte hun at få svar på en række »helt almindelige spørgsmål«, som går på, hvor ofte faren kom i bad, og om han blev tilbudt nogle aktiviteter. 

Mødet blev langt. Og i stedet for svar fik Charlotte Nissen noget af en svirper med fra afdelingschefen:

»Jeg fik at vide, at jeg var den værste og mest irriterende pårørende, de havde haft med at gøre,« siger hun tilføjer, at medarbejderne efterfølgende fik at vide, at al kommunikation mellem Charlotte Nissen og plejehjemmet skulle gå gennem afdelingslederen:

»Pludselig er jeg fuldstændig afkoblet. Det er som om, der er tre forskellige plejehjem – dagsholdet ved ikke, hvad aftenholdet laver, og aftenholdet ved ikke, hvad der sker om natten. Og som pårørende er man den eneste, der har overblik over, hvad der egentlig foregår,« fortæller hun.

Hun beskriver tiden på Plejehjemmet Grønnehaven som »ekstremt utryg«. Blandt andet blev hendes fars penge stjålet af en af plejerne – en sag, som Helsingør Dagblad har afdækket.

Hun oplevede også, at faren ikke fik sin medicin på de rette tidspunkter og fik for mange vacciner – hvilket han fik slemme bivirkninger af. 

B.T. har set dokumentation, der bekræfter hendes påstande.

Problemerne voksede sig til sidst så store, at da Charlotte Nissen skulle på ferie i Spanien, besluttede hun sig for at hyre en privatsygeplejerske, der skulle sikre, at faren havde det godt under hendes ferie. 

»Det var simpelthen så galt, at vi var nødt til det. Og jeg ved godt, at det lyder ekstremt, men vi kunne bare ikke være i det,« siger hun.

Til sidst kunne faren næsten ikke gå, han havde tabt seks kilo, udviklet rygsår fra at sidde og fået skader på penis af et kateter. 

Charlotte fik nok og fik ham flyttet til Plejehjemmet Strandhøj i Espergærde, hvor John døde den 6. juli i år, 87 år gammel.

Charlotte Nissen står tilbage med en følelse af afmagt og mistillid til plejehjemssystemet. 

Hun opfordrer derfor pårørende og ældre til at sætte sig ind i deres rettigheder – blandt andet retten til at tale med lægen, tjekke omsorgsjournalen og ikke mindst kommentere, hvad der står skrevet.

B.T. har været i kontakt med Plejehjemmet Grønnehaven angående den kritik, som Charlotte Nissen kommer med. Plejehjemmet henviser til Helsingør Kommunes presseafdeling.   

Chefen for Center for Sundhed og Omsorg i kommunen, Mette Bierbaum, bekræfter, at hun har talt med Charlotte Nissen og familien, og hun beklager dybt det forløb, faren har været igennem:

»Vi har som administration erkendt, at Grønnehaven på flere pleje- og sundhedsfaglige forhold ikke har levet op til den faglige kvalitet, man skal kunne forvente og være tryg ved som pårørende,« siger hun.

Efter sommerferien iværksatte man derfor et udvidet fagligt tilsyn med Grønnehaven, som fandt 'alvorlige mangler' – hvilket førte til forbedringstiltag, ligesom en ny ledelse blev indsat fra 1. juli, forklares det videre.

»I de heldigvis få tilfælde hvor tilliden ryger, ja, så kan det vise sig rigtig svært at rette op på. Det er desværre tilfældet i sagen her, hvilket vi er kede af,« siger Bierbaum.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Helsingør Kommunes borgmester, Benedikte Kiær (K). Hun er ikke vendt tilbage inden deadline.