»Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget, der gør så ondt.«
Livet som 28-årig så en del anderledes ud for Cecilie Hildebrandt, der hverken kunne komme på toilettet selv eller sidde på en stol, når hun fik besøg af sine veninder.
Cecilie Hildebrandt lider af en sjælden bindevævssygdom og to andre følgediagnoser, der tærer på hendes rygmarv.
En sygdom der i sidste ende kan slå hende ihjel. Cecilie Hildebrandt har tidligere fortalt til B.T., at det vil svare til, at hun bliver halshugget indefra.
Men nu har Cecilie Hildebrandt fået den livsvigtige operation i Spanien, og i dagene op til var det forestillingen om et nyt liv, der fyldte for den 28-årige.
»Selvfølgelig var jeg nervøs, men mest af alt havde jeg bare sådan en følelse af, at jeg bare glædede mig til at få det overstået. Og jeg var jo i en eller andet forstand desperat. Ikke desperat nok til, at jeg bare ville lægge mig under kniven hos hvem som helst, men desperat nok til, at man jo ville gøre hvad som helst, når man ellers bare ligger derhjemme 22 timer om dagen,« fortæller hun til B.T.
Efter et langt og trættende forløb med det danske sundhedsvæsen, der ikke anbefalede, at Cecilie Hildebrandt fik operationen, kunne hun ved hjælp af en indsamling få den syv timer lange operation, der koster i omegnen af 500.000 kroner.
»De udfører operationen med nogle særlige maskiner og robotteknologi, mens din nakke er løftet. Jeg fik sat skruer ind i mit kranie og ned over de to første nakkehvirvler. Så sprøjtede de donerede knogleceller uden på skruerne, så skruerne holder hele livet.«
Cecilie Hildebrandt hævede så meget op i nakken under operationen, at de lagde hende i kunstig koma, fordi de var bange for, at hun ikke kunne trække vejret.
Selvom det var ubehageligt for den 28-årige at vågne op og ikke vide, hvad der foregik, så var hun blevet advaret om, at dagene efter operationen ville være det rene helvede.
»Da jeg vågnede, havde jeg virkelig mange smerter. Jeg har aldrig prøvet noget, der gør så ondt, og jeg er kronisk smertepatient, så jeg er vant til at have rigtig ondt. Det kan måske sammenlignes med meget modbydelige migræneanfald, og så er smerten bare konstant.«
Cecilie Hildebrandt fik efterfølgende både ketamin i drop og metadon skudt ind med sprøjte hver sjette time, men efter få dage kunne hun allerede mærke forskel.
Noget, der har krævet en del mentalt arbejde fra Cecilie Hildebrandts side.
»Efter jeg er kommet hjem, kan jeg nærmest fra uge til uge mærke, at jeg får det lidt bedre, og det er faktisk ret svært at forholde sig til. Det er meget overvældende, og jeg har svært ved at finde balancen i det. Fordi jeg kan langt mere, men jeg er jo ikke på magisk vis bare blevet rask og blevet en supermand.«
De mest basale ting som selv at gå på toilettet og sidde i en stol er for de fleste ikke noget, man hver dag tænker over.
Men for Cecilie Hildebrandt har det betydet allermest for hende, at hun nu selv kan gå en tur med sin hund uden at være mærket af det resten af dagen.
Og nu kan Cecilie Hildebrandt, der om seks måneder skal tilbage til tjek i Spanien, nu begynde at planlægge sin fremtid. For der er pludselig opstået nye muligheder, som ikke var en realitet før.
Cecilie Hildebrandt og hendes mand, der blev gift kort før operationen, kan nu begynde at drømme om en udvidelse af familien.
»Der skal som minimum gå seks måneder, så jeg kan få stemplet på, at alt ser fint ud. Men det er da lige pludselig en mulighed, at det er noget, der kan lade sig gøre. Og der er lige pludselig en fremtid for mig også, som ikke bare hedder, at jeg skal ligge i min seng.«
