82-årige forfatter og journalist Jane Aamund gik tirsdag aften bort efter længere tids sygdom. Jane Aamund var en 'sej nyser', mener tv-personligheden Cecilie Frøkjær.

»For mig var hun meget inspirerende og supersej,« siger Cecilie Frøkjær.

Tilbage i 2005 lavede Jane Aamund og Cecilie Frøkjær bogen 'Lys i livet' sammen.

Sådan begyndte deres professionelle relation, som siden udviklede sig til et decideret venskab.

Jane Aamund og Cecilie Frøkjær har haft kontakt i alle årene efter arbejdet med bogen. Og når de ikke havde mulighed for at ses, skrev de e-mail frem og tilbage.

Som 33-årig fik Jane Aamund konstateret kræft for første gang. Siden fulgte kræften hende tæt i livet, og hun fik flere kræftdiagnoser efterfølgende.

Men på trods af det har de e-mail, som Cecilie Frøkjær har fået fra hende, altid været humoristiske.

»Hun skrev altid med et galgenhumoristisk blik på tingene, når hun beskrev en indlæggelse eller en behandling. Nogle ville bare skrive en simpel e-mail, men med hende var det altid med en høj underholdningsværdi i forhold til, hvad en læge havde sagt, eller hvad hun havde sagt til en læge, og hvordan hun havde klaret det,« siger Cecilie Frøkjær, der er dybt berørt af hendes død.

»Hun bragte altid noget med i de e-mail, som jeg synes var meget imponerende. Det endte altid med, jeg sad og smilede og grinede i den anden ende.«

Jane Aamund, journalist og forfatter, med hunden Tiffany.
Jane Aamund, journalist og forfatter, med hunden Tiffany. Karl Høver

I 'Lys i livet' fortæller Jane Aamund til Cecillie Frøkjær ærligt om sine udfordringer i livet, mennesker hun har mødt, sejre, hun har vundet, og fejltagelser, hun har begået.

»Hun har altid været meget generøs med sit liv og været ærlig om en masse ting. Især om tabuer. Om at have meget lyst til sex, at have ingen lyst til sex, om død og aktiv dødshjælp,« siger Cecilie Frøkjær og fortsætter.

»Dem har hun talt om, fordi hun syntes, der var behov for, at vi mennesker forstår, at et menneskeliv indeholder alle mulige slags gerninger og handlinger, gode og dårlige ting, og vi er nødt til at få det hele med,« siger Cecilie Frøkjær, som altid har beundret Jane Aamunds ærlige tilgang til livet.

»Der var ikke noget spørgsmål, jeg kunne stille hende under bogen, som hun ikke ville svare på. Og sådan var hun - du fik et svar, hvis du spurgte.«

Cecilie Frøkjær mindes tilbage til en helt særlig episode.

Det var vinter, og i forbindelse med bogen skulle hun mødes med Jane Aamund i hendes hjem i Lemvig.

»Vi sneede inde, lyset og varmen gik, vi kunne ikke lave mad, og huset blev koldere og koldere, hvilket ikke var særligt rart,« siger Cecilie Frøkjær.

»Men der var hun virkelig cool.«

Jane Aamund døde tirsdag aften efter længere tids sygdom.
Jane Aamund døde tirsdag aften efter længere tids sygdom. Claus Bech

Cecilie Frøkjær kan huske, hvordan Jane Aamund brugte udtrykket 'jeg har prøvet det, der var værre' og i stiv arm besluttede sig for ikke bare at give op.

»Og så udleverede hun en af sine pelse til mig og sagde: 'Så sover vi i dem',« siger Cecilie Frøkjær.

Hun husker også, hvordan Jane Aamund, uden at klage, tog et fint tørklæde på ud over sine klipseøreringe og perfekte frisure for at gå ud og skovle sneen væk.

Cecilie Frøkjær mener, danskerne kommer til at mangle en forfatter med en helt speciel - og meget vigtig - stemme.

»Det blik, hun havde, og det blik for historier, som mennesker gerne vil høre, kommer vi til at mangle,« siger 50-årige Cecilie Frøkjær.

»Og så kommer vi til at mangle den inspiration, hun var, med det liv, hun levede. Hun insisterede på at få noget godt ud af livet og blive ved med at skrive og se på det lyse, samtidigt med at hun kæmpede med alle de smerter og udfordringer, hun havde.«