Havde det ikke været for en flaske whisky serveret for en dansk udenrigsminister på et møde en sen aften i Oslo, så kunne oliefeltet have været vores. Danmarks.
Men den let-manipulerede og festligt anlagte danske minister lod Ekofisk-feltet i Nordsøen gå til Norge, hvilket nu er hovedårsagen til, at den norske oliefond i dag ligger inde med knap 11.000 milliarder norske kroner. Penge, som vi kunne have haft i den danske statskasse.
Sådan lyder en sejlivet skrøne i hvert fald. Men takket være en dengang ung studerende, så kender offentligheden og familien, der bestilte hende til at undersøge, hvad der skete i 1963 på det sagnomspundne møde i Oslo, sandheden.
»Jeg husker et møde med en familie, der ofte blev konfronteret med historien om en far og farfar, der skulle være skyld i et milliardtab på en eller anden måde. Det skulle de ofte forsvare.«
»Det var mit indtryk, at de bare gerne ville finde ud af sandheden, fordi de ikke kendte den,« siger Cecilie Wallengren.
I dag er hun 45 år og ansat som seniorkoordinator i kulturfonden Augustinus Fonden.
Men for 20 år siden, da hun var ved at skrive speciale i historie på Københavns Universitet, manglede hun et studiejob, da en mulighed bød sig.
En vejleder fortalte, at Hækkerup-familien, et dynasti i dansk politik, søgte en studerende, der ville opklare, hvad der førte til, at Norges største oliefelt ikke havnede inden for dansk territorium.
For det var daværende udenrigsminister Per Hækkerup (S), der i 1963 drog til Oslo for at snakke om landbrugseksport med sin norske pendant og i den forbindelse ifølge fortællingen gav nordmændene råderetten over undergrunden, hvor det sorte guld i uanede mængder senere blev fundet.
Arvesynd
Selv i 2020 hjemsøges familien af fortællingen om, at det ufatteligt lukrative oliefelt gled ud af danske hænder som følge af Per Hækkerups uformåenhed i at varetage Danmarks interesser bedst muligt.
Det fortæller Per Hækkerups barnebarn Ole Hækkerup. Han blev senest mindet om skrønen, da han læste, at Danmark torsdag har besluttet ikke at udvinde mere olie i Nordsøen efter 2050.
Ole Hækkerup, der er direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening, tidligere folketingsmedlem og bror til nuværende justitsminister Nick Hækkerup beskriver historien som en arvesynd, som han fra tid til anden er blevet konfronteret med.
Også efter at Cecilie Wallengren havde nået sin konklusion.
»Jeg oplevede det som en stor lettelse, da myten blev aflivet. Det kan godt være, at det er en god historie, men den holder ikke.«
»Nu kan man lettere slå det hen med et grin,« siger han.
Cecilie Wallengren fortæller, at hun selv var bekendt med vandrehistorien, og at det i år 2000 var 'en drømmeopgave' at afdække sandheden bag myten. Det skulle tage hende to år.
Først skulle kasse efter kasse endevendes på Rigsarkivet, og referater af Socialdemokratiets gruppemøder, referater af ministermøder samt referater fra møder i Udenrigspolitisk Nævn skulle læses.
»Man får ikke bare lige adgang til referater fra klausulerede møder, og det tager tid at finde ud af, hvilke kasser arkivalierne ligger i inde på Rigsarkivet. Arbejdet strakte sig over to år, uden jeg brugte fuld tid på det. Der var lang tid, hvor der ikke var andet at gøre end at vente på at få adgang til det rigtige materiale,« husker hun.
»Mange tænker, at der har været et enkelt møde mellem Danmark og Norge, og at nogen har siddet med et havkort imellem sig og tegnet en streg. Men jeg fandt ud af ved at kigge i alle mulige papkasser med skriftlige kilder, at der har været tale om et meget langt og meget komplekst forløb.«
Hun forklarer, at den ratificerede Sokkel-konvention fra 1958 lagde op til, at det såkaldte midterlinje-princip skulle gælde. Den betyder i runde termer, at landenes havgrænser findes ved at måle afstanden mellem nationerne og så mødes på midten.
Alternativet var at definere grænserne på havet ud fra havdybden. Det kunne have givet en anden grænsedragning.
Ingen beslutning blev dog endeligt truffet på mødet i Oslo, og desuden lå det allerede i kortene som følge af Sokkel-konventionen, at man skulle gøre, som man endte med at gøre, forklarer Cecilie Wallengren.
»Så da Per Hækkerup bliver spurgt til, om man ikke skal få sat gang i processen (med en endelig aftale om delingen af Nordsø-soklen), så svarer han noget i retning af, at det kunne man godt, eftersom sagen principielt var afgjort allerede.«
Meget lidt blev altså afgjort på mødet mellem Per Hækkerup og hans udenrigsministerkollega i Norge, Halvard Lange.
At der mest af alt var tale om en god historie, blev også understreget, da Cecilie Wallengren henvendte sig til det norske udenrigsdepartement.
»Senere i forskningsforløbet hørte jeg en version af, at der i Oslo skulle stå et skab med den flaske, som Per Hækkerup og Halvard Lange skulle have drukket den aften. Men i udenrigsdepartementet griner de bare ad historien. Der eksisterer ikke noget skab eller nogen whiskyflaske,« siger hun.
Ifølge Ole Hækkerup har det været svært helt at aflive myten om hans farfar, fordi Per Hækkerup havde en helt særlig facon, lyder det.
»Jeg har kun barndomsminder om ham, men jeg har sidenhen kunnet se ham i fjernsynet og har set, hvordan han havde et særligt glimt i øjet.«
»Han var hudløst ærlig og stod ved svage sider af sig selv. Han var en kulørt og spændende person, så derfor får sådan en historie sikkert også lidt ekstra luft under vingerne,« siger Ole Hækkerup.
Cecilie Wallengren har et andet bud:
»Jeg tror, at vi som danskere er forsmåede over, at vi gik glip af en kæmpe økonomisk gevinst, og at vi føler os snydt over, at Norge har en fantastisk stor milliardfond som følge af oliefundet.«
Danmark og Norge indgik den endelige aftale om den undersøiske grænse i 1965. Først i 1971 begyndte olien fra Ekofisk-feltet at blive pumpet op fra den norske undergrund lige nord for den danske havgrænse.
