Nu kommer CBS News til Danmark via en gratis app, som man kan streame både på sin smartphone, men også til smart-tv.

Det betyder, at danskerne nu kan følge med live, når der bliver sendt nyheder fra det amerikanske nyhedsnetværk.

CBS News, der sender 24 timer i døgnet, er en af de største nyhedsstationer i USA.

»Vores undersøgelser viser, at der er global efterspørgsel efter vores dækning af begivenheder, som berører hele verden,« siger Christy Tanner, Executive Vice President & General Manager for CBS News Digital i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Ved at gøre vores streaming-app tilgængelig på flere markeder, kan vi nu levere kritisk, dybdegående dækning af vigtige begivenheder til endnu flere seere verden over.«

Førhen var det kun muligt at downloade app'en i USA, men nu er den altså tilgængelig i Danmark på de fleste smart-tv, herunder Chromecast og Android.

Man vil derfor som dansker kunne følge med i det kommende præsidentvalg, oplysninger omkring covid-19, samt andre aktuelle nyheder.

Derudover kan man se forskellige programmer, som for eksempel CBSN Originals dokumentarserier og 'Climate Watch', som dækker nyheder omkring klimaet.