Billedet er efterhånden 28 år gammelt. Det er det eneste fysiske minde, som Carsten Haugaard har om det korte møde med den lille dreng – men nu har han taget en beslutning.
Han vil finde ham: »Er du sindssyg, mand, jeg vil helt vildt gerne møde ham og hans familie. Bare sidde og tale om, hvad der skete, og høre, hvor meget han egentlig kan huske, for jeg har tænkt så meget på ham,« siger han.
Carsten Haugaard kan nemlig selv stadig tydeligt huske den dag i februar 1995, da han for første gang fandt den lille dreng, han kalder 'Misha'. Og reddede ham.
Vi skruer tiden tilbage.
Det er februar, og ikke kun den bidende kulde gør det ulideligt at opholde sig i den tjetjenske hovedstad Grosnyj midt i 1990erne. De konstante russiske bombardementer har ikke bare smadret byen til uigenkendelighed, men også jaget befolkningen på flugt.
Og det er derfor, at Carsten Haugaard befinder sig i den russiske republik. Som chef de mission for organisationen IOM er det hans opgave at hjælpe borgere med at komme væk.
Men så lander en særlig opgave hos den udsendte dansker: Han skal finde en helt bestemt dreng.
En svensk avis havde få dage forinden bragt et billede af drengen på forsiden, hvor han hårdt såret ligger på jorden i en blodpøl. Begge hans ben er sprængt væk.
Historien vakte stor opsigt i Sverige, og de diplomatiske kanaler blev hurtigt rødglødende ifølge Carsten Haugaard. Som i storfilmen 'Saving Private Ryan' blev det besluttet at lokalisere drengen og få ham ud af landet. Til Sverige.
»Det helt store apparat bliver sat i gang, og han får sådan en slags symbolværdi, selvom det i virkeligheden var – undskyld udtrykket – en lorteopgave. For som nødhjælpsarbejder vil man gerne hjælpe så mange mennesker så muligt med en så lidt risikabel indsats som muligt,« forklarer han:
»Så det at køre ind og lede efter én person vil generelt være dårlig nødhjælp. Men der var et kæmpe pres og opråb, og så tænkte jeg: 'Det gør jeg sgu selv'.«
Sådan blev det. Sammen med et lille team lagde Carsten Haugaard en plan og fik først afgrænset et geografisk område og dernæst afgrænset et udvalg af hospitaler, hvor den sårede dreng kunne befinde sig.
Som var det et manuskript til en Hollywood-film, gik de inden for nogle timer forgæves på de første fem-seks interimistiske hospitaler, inden de ville prøve at nå et allersidste inden mørkets komme. I bydelen Urus Martan.
Og her var drengen på en stue med sin mor og lillebror.
»Han lå i en seng med en dyne over benene, fuldstændig som en frisk dreng, ikke? Så det var helt surrealistisk, at det var den samme dreng, der havde været på det billede,« erindrer Carsten Haugaard, der siden har husket drengen som 'Misha', men han er efterhånden i tvivl om, hvorvidt det er hans rigtige navn, et kælenavn eller bare noget, der er opstået i eget hoved.
Han tog familien med, fik dem indkvarteret på et hotel, og dagen efter blev de sat på et fly mod først Moskva og siden Stockholm. Alt i alt varede mødet mellem danskeren og de tre særlige krigsflygtninge kun omkring 20 timer.
Men 'Misha' har på usædvanlig vis brændt sig fast hos Carsten Haugaard som den eneste af de 20.000-30.000 personer, han var med til at få ud af Tjetjenien.
Og han ved godt hvorfor.
»For at være en god nødhjælpsarbejder skal man være en lille smule kynisk: Jo mere man kan holde det ud i strakt arm, jo længere tid kan man være i jobbet og hjælpe de her grupper af mennesker videre til hospitaler, modtagelsescentre, Røde Kors eller lignende. Uden at tænke på dem som individer,« siger Carsten Haugaard:
»Men så fandt vi den her lille knægt. I løbet af aftenen ville han gerne sidde ved siden af mig, og vi fik snakket sammen via en tolk. Og på trods af alt det tragiske, der var sket, husker jeg ham som ekstremt glad, ekstremt tillidsfuld og utroligt godmodig – det var, som om vi havde kendt hinanden længe. Han kom tæt på, og derfor er han kommet til at fylde meget for mig.«
Og nu har Carsten Haugaard altså besluttet sig for at finde 'Misha' – igen.
For siden de sagde farvel dengang i 1995, har han ingen anelse om, hvordan drengens liv har udspillet sig, og med tiden har spørgsmålene presset sig på. Hvad er der sket? Er han overhovedet i live? Har han skabt sig en familie? Og hvad med moren og lillebroren?
»På et eller andet tidspunkt, skal man gøre noget ved det. Og det er nu, selv om det nok bliver meget sværere nu end dengang, for jeg aner reelt ikke, hvor i verden han befinder sig. Selvom jeg har en fornemmelse af, at han går rundt i Sverige og taler svensk og har en familie dér,« siger den i dag 65-årige Carsten Haugaard:
»Men det er jo kun en fornemmelse, jeg har, og selvom mine fornemmelser har reddet mit liv mange gange og plejer at holde stik, så ved jeg det jo ikke.«
I første omgang har Carsten Haugaard skrevet om sin eftersøgning på sociale medier som Facebook og LinkedIn, mens han også har rakt ud til sit omfattende netværk. Med særlig fokus på Sverige.
Og så er han spændt på, hvad der sker. Om der sker noget.
Det kan jo godt være, at han slet ikke kan huske dig, hvis du rent faktisk finder ham?
»Nej, det ved man jo ikke, men det må have fyldt meget hos ham, moren og lillebroren på en eller anden måde. Det var jo virkelig dramatisk for dem. I det ene øjeblik sad de der på hospitalsstuen, og 40 timer senere var de i Stockholm i en helt anden verden,« siger Carsten Haugaard, der dengang fik besked om, at familien var nået sikkert frem:
»Jeg har tit tænkt over, hvad fanden der er gået igennem deres hoveder. Og hvad der er sket med 'Misha'. Jeg har så ofte tænkt på den lille dreng, og nu vil jeg finde ud af det.«
Og finde andre minder end et 28-år gammelt billede.