Fysisk vold, psykisk vold, ubetalte 'interessetimer', voldsomme overfusninger og en generelt gammeldags, usund kultur.

Sådan lyder flere af beskrivelserne i den kronik, som ni kokkeelever har fået bragt i Politiken.

Budskabet fra de ni modige kvinder er ikke til at misforstå:

Hotel- og restaurationsbranchen er rådden, og det skal der rådes bod på, hvis ikke manglen på arbejdskraft skal blive endnu mere voldsom.

Har du oplevet en usund kultur i hotel- og restaurationsbranchen på tæt hold? Så vil B.T. meget gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.

En af de ni piger, der har underskrevet kronikken, er 22-årige Caroline Pyndt Jensen.

Hun har tidligere arbejdet som receptionist på et hotel, men endte med at sygemelde sig med stress og har i dag søgt væk fra branchen.

Det er der flere grunde til.

»Mit syn blev ødelagt af at arbejde det første sted, hvor jeg var elev. Man blev talt nedladende til, skældt ud og behandlet dårligt. Det er en syg branche,« fortæller Caroline Pyndt Jensen og uddyber:

»Og den dag, hvor jeg som receptionist satte en grænse over for en tjener i hotellets restaurant, blev han så vred, at han tog en bøjle, knækkede den og tyrede ind i væggen. Sådanne episoder sidder stadig i mig.«

Selvom Caroline husker situationen som voldsomt, fandt hun på sin skole ud af, at den desværre ikke helt var så unik.

Tværtimod faktisk.

»Når vi er kommet ud på skolen med vores klassekammerater, er der rigtig mange, der siger: Når jeg har færdiggjort min uddannelse, vil jeg ikke arbejde i branchen længere. De oplever nemlig også, at det som elev er et meget ubehageligt arbejdsmiljø,« siger hun.

De ni elevers opråb kommer samtidig med, at TV 2 netop har udsendt dokumentarserien 'Den bitre smag af Michelin', som netop også sætter restaurationsbranchens arbejdsmiljø under lup.