Hun har længe været den i gruppen, der har mindre end de andre, og når alle skal bidrage med lige meget værd, så skærer man noget af fællesskabet fra, mener hun.
Du sidder rundt om bordet med dine venner. Musikken fra højttalerne og de højstemte samtaler sætter stemningen, der lægger op til en god aften i byen.
Men så opstår øjeblikket, der erstatter alkoholen i blodet med bekymring på rekordtid.
For nu er din tur til at give en omgang.
De andre er på skift kommet tilbage fra baren og balanceret farverige cocktails på bakker – men du ved godt, at du kun har råd til de billige øl.
Du vil så nødig være en nærigrøv.
'Nå, så må vi spise lidt billigere mad derhjemme resten af måneden,' tænker du og kører kortet igennem.
I venskaber kan økonomisk ulighed fylde enormt meget – især når du er den, der altid har mindre end de andre.
Det oplever 32-årige Caroline Christensen.
Hun mærker ofte en utilstrækkelighed og stress over at ville fællesskabet, men ikke altid have mulighed for det af økonomiske grunde.
Alle bidrager med lige meget værd
Hendes indkomst består af dimittenddagpenge, og hendes mand er på SU. Sammen har de en søn på tre år, og når regningerne er betalt, så har parret 3.000 kroner tilbage.
De penge skal finansiere nye sko til deres søn, tandlæge eller andet, der ikke er en månedlig udgift.
Og det er egentlig ikke fordi, at de ikke kan få det til at hænge sammen, for det skærpede økonomiske råderum tvinger Caroline til at tænke kreativt og indimellem alternativt, og det ser hun selv som en ret stor styrke.
Men så er der de momenter, hvor udgiften er ude af hendes hænder.
Det kan være en aften på restaurant med veninderne, en fælles gave til fødselsdage eller den der polterabend, hvor flertallet har bestemt, og derfor ladet budgettet rulle derudad.
Og alle skal bidrage med lige meget hver.
»Der mærker jeg utilstrækkeligheden og stressen. Enten skal jeg være besværlig og sige, at jeg ikke kan være med på den der restaurant, og så vil de føle, at de skal tilpasse sig mig og for mig bliver jeg meget utilpas ved, at andre skal tage økonomisk hensyn til mig,« siger Caroline.
Hun mener, at der generelt er en kultur for, at alle skal bidrage med lige meget hver, selvom alle ikke har lige meget, og det er et interessant spørgsmål at stille, for er det i virkeligheden lige fordelt eller ulige fordelt?
»Jeg synes, at de venner der har flere ressourcer skal betale mere, hvis man vil fællesskabet og vil være venner på tværs af klasser og privilegier. Det andet lægger et pres og skaber afstand. Det kan være, at man ender med at trække sig fra mennesker, fordi man føler sig utilstrækkelig, og at de ikke forstår en,« siger hun.
Caroline er egentlig ikke bekymret for, at hendes veninder vil ekskludere hende, fordi hun har mindre end dem. Det handler om en kultur, og noget vi tillærer os selv, forklarer hun.
»Jeg er nødt til at passe ind i fællesskabets dagsorden, ellers er jeg ude. Hvis alle vil lave det samme, så er man jo enten med eller ikke. Det tror jeg er meget tillært i alle de år, hvor man skaber relationer.«
Følelsen af skam
På sin Instagram-profil deler Caroline ud af livet på budget, hvor hun ligeledes forsøger at starte en dialog om økonomisk ulighed i venskaber. Hendes indbakke afslører, at hun ikke er alene om følelserne, fortæller hun.
»Der er en skam forbundet med det, hvor vi frygter at blive uønsket, mindre værd eller ekskluderet fra fællesskabet, så det er en stressfaktor at bære rundt på for folk.«
Men kan man ikke blot være åben og ærlig om det, kan man fristes til at tænke?
Det er Caroline også indimellem, hvor hun giver udtryk for, at hvis hun skal deltage med veninder på restaurant, skal det være et billigt sted, for ellers har hun ikke råd.
Der griber hendes veninder hende altid godt, men der er nogle tilfælde, hvor åbenheden ikke rækker.
»Det kan være svært, hvis der er nogle, der i forvejen har mødtes eller har haft en aftale på forhånd om noget specifikt, og man så bliver inviteret med. Der vil jeg oftest være den, der enten ikke deltager eller siger, at jeg kommer efter spisning, men jeg fortæller ikke ærligt hvorfor.«
For Caroline har ikke lyst til at stå i vejen og være en byrde, som hun selv beskriver det.
Når der bliver skrevet rundt i gruppechatten om en fælles gave, plejer Caroline at skrive, at hun allerede har købt, og så finder hun noget til et andet beløb end det i fællesskabet gør. Og på den måde undgår hun konflikter eller konfrontationer på forhånd, forklarer hun.
»Jeg synes ikke, at jeg oplevet de der konflikter, men jeg er jo også på forkant med det, så det er jo noget, jeg hele tiden har en strategi omkring og bruger energi på.«
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv.