Carlsberg har sat deres russiske forretning til salg som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine.
Men bryggerigiganten vil gerne vende tilbage til landet en dag, hvis omstændighederne ændrer sig.
Det fortæller Carlsbergs administrerende direktør Cees’t Hart til Finans.
»Det er drømmescenariet, hvis der kommer en æra, hvor vi kan komme tilbage igen.«
Derfor kan der også komme klausul ind i salget af den russiske forretning, som giver Carlsberg mulighed for at tilbagekøbe den en dag. Topchefen understreger dog, at arbejdet med at skille sig af med den russiske del af Carlsbergs forretning, som går under navnet Baltika og dækker over otte bryggerier, stadig er i fuld gang.
Der er mange forskellige modeller for et kommende salg i spil, og man holder også muligheden åben for at finde en køber, der kan gøre det muligt for Carlsberg en dag at vende tilbage til det russiske marked, hvis den aktuelle situation ændrer sig.
Ifølge Cees ’t Hart udelukker Carlsberg ikke noget, men han siger dog også, at det ikke er det mest realistiske scenario. Baltika omsatte sidste år for 6,5 milliarder kroner.
