Fem til 10 dage. Så hurtigt skal vi i jorden, når vi er døde. Nogle gange er det bare alt for hurtigt, påpeger en sognepræst.
Da Carl-Johan Petersen i sidste uge sov stille ind i en hospitalsseng efter blot få dages indlæggelse, var der ingen nære pårørende eller venner ved hans side.
Han vidste ikke selv, at han var alvorligt syg, og da han blev indlagt, anede han ikke, at han kun havde få dage tilbage.
Derfor var der heller ingen af hans naboer på vejen, hvor han boede i 20 år, eller hans bekendte og de tidligere kolleger, han af og til talte med, som havde hørt, at han var død.
»Vi havde nærmest ikke en chance for at kontakte de mennesker, inden han blev bisat. Jeg havde en følelse af, at det her bare var en sag, der skulle ekspederes hurtigst muligt, og det har jeg det svært med.«
Sådan siger præst i Søborg Kirke ved Gilleleje i Nordsjælland, Sarah Auken, som torsdag sendte den 69-årige tidligere buschauffør ud på sin sidste rejse.
Når en dansker dør uden nære pårørende, er det kommunen, der betaler bisættelsen og sørger for, at de praktiske ting med bedemand og præst bliver ordnet, men Sarah Auken oplevede, at den proces gik alt for hurtigt i Carls tilfælde.
I realiteten kunne den ældre mand være blevet bisat, uden at en eneste af de mennesker, han kendte, fik besked i tide.
Som B.T. beskrev onsdag, var det først, da Sarah Auken skrev en efterlysning efter folk, der ville deltage i hans bisættelse og bære hans kiste, at hans bekendte fik at vide, at han var død.
Det er første gang, hun tager afsked med et sognebarn, som ikke har nære pårørende, og hun synes, at de kommunale myndigheder havde alt for travlt med at få sagen ud af verden. Der var slet ikke tid til at finde ud af, om den afdøde har særlige ønsker om eksempelvis gravsted og kremering, påpeger hun.
»Når jeg spørger kommunen, hvordan vi kan sikre os, at der ikke er en seddel i skrivebordet med hans sidste vilje, så siger de, at det kan vi ikke. Det er bobestyreren, der står for den slags, og alt det bliver først ordnet lang tid efter hans død,« siger hun.
I modsætning til, hvad mange sikkert tror, så er mennesker, der dør uden nære pårørende eller tætte venner, ikke nødvendigvis særlinge eller sociale tilfælde, der ikke havde omgang med andre mennesker, understreger hun.
»Carl var hverken sær eller underlig. Når vi hører om de her sager, tænker vi tit, at det må være mennesker, der ikke evner social kontakt, men Carl var en helt almindelig mand med mange bekendtskaber.«
Sarah Auken havde gerne set, at man havde søgt om at få bisættelsen af Carl-Johan Petersen udsat, så det var muligt for skifteretten og bobestyreren til at finde ud af, om han havde familie.
Præsten opsøgte selv naboer og sygeplejersker, som havde været i berøring med ham, for at finde ud af, hvad han var for et menneske.
En såkaldt 'offentlig begravelse' betyder automatisk, at ens jordiske rester bliver brændt, og asken lagt i de ukendtes grav.
Sarah Auken har det skidt med, at hun ikke ved, om det rent faktisk også var det, den afdøde ønskede.
»Hvordan kan jeg sikre mig, at Carls ønsker bliver hørt? Jeg tror ikke nødvendigvis, at han ville i fællesgraven. Han elskede naturen, og jeg tror, det havde givet god mening for ham at få en lille sten i plænen et sted på kirkegården, hvor der er udsigt til vores smukke sø. Nu bliver det kremering og fællesgrav,« siger hun.
Takket være Sarah Aukens efterlysning endte omkring 90 mennesker med deltage i bisættelsen og give Carl-Johan Petersen et værdigt farvel. Præsten fra Søborg vil nu forsøge at skabe et frivilligt kistebærelaug, som fremover skal sikre, at ingen tager den sidste rejse alene.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Gribskov Kommune, men det har desværre ikke været muligt.
