Carl-Mar Møller er død. Sexologen og terapeuten blev 72 år.

Carl-Mar Møller havde sin gård og skole i Kokkedal i 33 år, og der har været mange elever igennem tiden. 

Én af dem er Jan H. Samuelsen, som B.T. har snakket med. Han må bede om et øjeblik, for Carl-Mar Møllers død rammer ham. 

»Jeg har færdedes i Carl-Mar-land, som vi kaldte skolen, i 3,5 år. Hos ham var ingen overladt til sig selv, og man blev inviteret ind i privaten. Der var omsorg, tillid, tryghed og ærlighed,« fortæller Jan H. Samuelsen. 

Den gamle elev er tydeligt berørt, men får efter at have samlet sig, fortalt om relationen til Carl-Mar Møller.

»Jeg lærte Carl-Mar Møller at kende i 2015 til et foredrag for veteraner, hvor jeg efterfølgende blev inviteret til veteranterapi,« siger Jan H. Samuelsen. 

Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix

Han var kørt fast i den terapi, han havde modtaget indtil mødet med Carl-Mar Møller. 

Hver søndag til fredag hver sjette uge begyndte Jan H. Samuelsen nu at bruge tiden hos Carl-Mar Møller. 

»Jeg var frustreret og i sorg. Efter jeg havde været udsendt, fik jeg konstateret PTSD. Carl-Mar Møller hjalp mig med at åbne op og komme videre gennem vredesterapi,« fortæller Jan H. Samuelsen. 

Selvom Jan H. Samuelsen ikke følte sig vred, var det vredesterapien, der hjalp ham. 

»Han fik mig til at tæve løs på en gammel bil, imens han sagde terapeutiske ting. Det hjalp med at få følelserne ud af kroppen,« siger Jan H. Samuelsen.

Præcis den blanding af hårdhed og blødhed var ifølge Jan H. Samuelsen det, som Carl-Mar Møller kunne. Og den skabte forandring hos ham. 

»Han var et varmt, kærligt og dybt menneske, men det var også kæft, trit og retning hos ham. Når man tog Carl-Mar-gøgleriet ud af ham, var han en genial og dygtig mand,« siger Jan H. Samuelsen.

Samtidig fortæller han om en Carl-Mar Møller, der ærgrede sig over, han ikke var begyndt at arbejde med veteraner tidligere. 

Foto: Liselotte Sabroe

»Han sagde, han havde svært ved at blive taget seriøst, indtil han begyndte at arbejde med veteraner,« fortæller Jan H. Samuelsen. 

Selvom Jan H. Samuelsen kom tæt på Carl-Mar Møller, mistede de kontakten efter gården brændte ned, lejen blev opsagt, og Carl-Mar Møller blev nødt til at flytte til Nivå. 

»Det gjorde mig ked af det. Vi havde sidst kontakt for 4-5 år siden. Der fortalte han mig, han havde det skidt, men han havde ikke lyst til at snakke om det. Han ville have det, som han havde det,« fortæller Jan H. Samuelsen. 

Selvom Carl-Mar Møller og Jan H. Samuelsen mistede kontakten de sidste år, tilskriver han Carl-Mar Møller, at han er, hvor han er i dag. 

Jan H. Samuelsen har for eksempel kunnet have sporadisk kontakt til arbejdsmarkedet siden veteranterapien. 

»Han har gjort meget for mig og lært mig, at hvis vi ikke tror på os selv, så gør andre heller ikke,« fortæller Jan H. Samuelsen. 

Og tilføjer:

»Gården var et magisk sted. Der var en særlig ro, og plads til at være sig selv uden at blive dømt.«

Carl-Mar Møller døde torsdag den 13. august.