Det er fire år siden, Carl sidst gik i skole hver dag. Han burde netop have afsluttet 7. klasse, men den 13-årige dreng fra Roskilde har skolevægring.

Der er gjort utallige forsøg på at få Carl tilbage i skolen. Familien har gået til møder med skolepsykologer, socialrådgivere, læger og børnepsykiatere. Uden at nogen har kunnet hjælpe ham.

Jo længere tid der går, jo mere usandsynligt føles det, at Carl kommer i skole igen.

»Hans håb er virkelig falmet. Han har prøvet mange ting, uden at det er lykkedes. Han føler, at han er gået glip af sin barndom, fordi han ikke kan gå i skole som andre,« siger hans mor, Sofie.

Ligesom Viktor Nørgaard har Carl haft angst i flere år. Desuden har han ADD, og efter flere års skolevægring fik han i foråret stillet diagnosen autisme.

Konsekvensen er, at han ikke kan gå i skole. Ifølge Carls mor er det angsten, der afholder ham fra at forlade matriklen.

»Det begyndte med, at han ikke kunne gå i skole. Men nu kan han heller ikke de ting, der før gjorde ham tryg.«

Det seneste er, at han ikke engang kan besøge sin far, som han ellers boede hos hver anden weekend, og at han må opgive at besøge sine bedsteforældre.

I løbet af dagen spiller Carl computer. Blandt andet med sine venner, når de får fri fra skole.
I løbet af dagen spiller Carl computer. Blandt andet med sine venner, når de får fri fra skole. Foto: Claus Bech
Vis mere

Det var omkring efterårsferien i 4. klasse, at Carls problemer første gang blev synlige – for andre. Men når Sofie tænker tilbage, er hun sikker på, at sønnens problemer blev opdaget alt for sent.

Ved skole-hjem-samtalerne var alt godt, og Carl selv afleverede vurderingsskemaer fyldt med bredt smilende smileyer, og han havde gode venner. Men han er født for tidligt og var 'lidt umoden'. Hans mor forestiller sig, at han nok 'sad stille og smilede pænt, men måske ikke helt forstod, hvad der foregik i timerne'.

»For Carl havde det været godt med mere undervisningsdifferentiering, en mere firkantet undervisning og flere rammer,« siger Sofie.

Så havde lærerne måske opdaget, at Carl bare sad og kiggede. Var problemerne opdaget i tide, kunne indsatsen have virket og skolevægringen være undgået, mener hun.

Men ingen anede uråd, før han en dag hverken ville op eller af sted.

»Jeg tænkte, at han bare var træt, og sagde: 'Du SKAL i skole'. Men det fortsatte og blev til flere og flere dage.«

Hun arbejdede som lægesekretær, og tiden var stressende – både for hende og sønnen.

»Der blev sagt de mest forfærdelige ting om morgenen f.eks.: 'Du skal af sted, så jeg kan komme på arbejde, for ellers har vi ikke penge, og så kan vi ikke blive boende...«

Sofie var lægesekretær, men begyndte for tre år siden at læse til pædagog. Hun tager uddannelsen på nettet for at kunne være hjemme hos sin søn om dagen.
Sofie var lægesekretær, men begyndte for tre år siden at læse til pædagog. Hun tager uddannelsen på nettet for at kunne være hjemme hos sin søn om dagen. Foto: Claus Bech
Vis mere

En sætning, der kunne skubbe til et i forvejen skrøbeligt selvværd.

For fire år siden brød den niårige sammen:

»Jeg kan ikke spille det her skuespil længere. Jeg ved ikke, om jeg kan mere,« græd Carl.

De første år i skolen havde han overlevet ved at lægge strategier, så ingen opdagede, at han ikke fulgte med. Men i 4. klasse var der større krav, nye fag – og test. Og strategierne var ikke længere tilstrækkelige.

Carl er 13 år og har ikke gået i skole i fire år.
Carl er 13 år og har ikke gået i skole i fire år. Foto: Claus Bech
Vis mere

Carl er ikke alene. Mere end hvert tredje barn med autisme kæmper med skolevægring og går ikke i skole, afslører en undersøgelse, som Landsforeningen Autisme har lavet blandt 1.401 forældre til autistiske børn.

Det bekymrer landsformand Heidi Thamestrup:

»Børn med autisme bliver ekskluderet i skolesystemet. Kommunerne har forsat ikke fået vendt udviklingen, og der er alt for mange børn med autisme, der ikke har et skoletilbud, som de kan holde ud at være i,« siger hun.

Ifølge hende bliver hovedparten af børn med autistiske træk ikke støttet godt nok i folkeskolen.

Carl er tryg, når han sidder bag skærmen.
Carl er tryg, når han sidder bag skærmen. Foto: Claus Bech
Vis mere

»De vil ikke alle sammen have skolevægring. De fleste vil bare liste rundt langs panelerne, holde op med at tale eller blive kede af det. Dem, der tør sige nej til at gå i skole, er de stærke børn. Men dem knækker vi også – ved at presse dem tilbage i skole.«

Halvvejs inde i 4. klasse stoppede Carl helt med at gå i skole. Hans mor tog orlov fra sit arbejde i et halvt år.

»Jeg kunne ikke lade ham være alene, for han var så ked af det.«

Senere sagde hun op, og for tre år siden begyndte hun at læse til pædagog på nettet, så hun kunne være hjemme. Hun fokuserer på skolers håndtering af børn med problemer – og har især noteret sig to ting:
1: Skolerne har ikke ressourcer til at hjælpe børnene.
2: Hjælpen kommer for sent.

Specialskole

»Skolerne tager først fat på det, når barnet ér stoppet i skolen. Og så er det svært at komme tilbage igen.«

Hendes egen søn gik kun meget sporadisk i skole i både 5. og 6. kl.

»Han kunne være af sted en enkelt dag for så at at være hjemme i tre uger. Rigtig skolegang har han ikke haft siden… jeg kan ikke huske det,« siger Sofie.

I 7. kl skiftede han til en specialskole, men de seneste ni måneder har han haft 100 procents fravær.

Sofie og Carl tilbringer mange timer i hjemmet sammen med familiens hund.
Sofie og Carl tilbringer mange timer i hjemmet sammen med familiens hund. Foto: Claus Bech
Vis mere

Det var svært for lægerne at stille en diagnose på Carl. De har spekuleret i både autismen og OCD, men i foråret 2019 fik han så diagnosen infantil autisme med normal begavelse.

For Sofie er det ikke så vigtigt, hvilken diagnose hendes søn har. Det vigtige er, at han får den bedste hjælp.

»Men det er bedre at have en autismediagnose end en ADD-diagnose, for så ryger man i handicapkassen i kommunen frem for i børn- og unge-kassen,« siger hun med reference til, at der er flere penge til behandling af børn med specialbehov.

De seneste fire år har familien siddet til et væld af møder med skolepsykologer, socialrådgivere og psykiatere. Carl har fået forskellige typer af medicin. Èt præparat fik ham til at tabe seks kilo, et andet fik ham til at tage ti kilo på. Han har haft en lærer, der skulle hente ham om morgenen og følge ham i skole. Intet af det har fået Carl tilbage i skole. Fremfor alt har der manglet en samlet plan.

»Det er kafkask at stå i som forældre. Problemet er, at de forskellige instanser ikke taler sammen. Det er os forældre, der selv skal koordinere.«

Sofie føler ikke, at der er spændt et stabilt sikkerhedsnet ud under sønnen.

»Uanset hvilken diagnose man får, så falder man bare…«

I en alder af 13 år har Carl lært, at livet er svært.

»Han er blevet mere og mere fanget i sin tro på, at ingenting hjælper, og hans angstproblematik er kun blevet værre.«

Nu har familien besluttet at droppe fokus på det faglige. At nedtone forventningerne om, at han skal i gang igen, og at droppe medicinen.

I stedet giver forældrene ham ro. De sidste tre måneder er en pædagog kommet to gange om ugen og talt med ham 'om universet og den slags'.

»Vi har fundet en psykolog med speciale i skolevægring, der taler med Carl. Det går langsomt, men hun hjælper os.«

Forældrene sætter fokus på, Carl skal være glad for at leve. Det er dér, indsatsen skal lægges.

»Han skal tro på, at han har en fremtid, selvom han ikke har gået ni år i folkeskolen, og selvom han måske ikke kommer på gymnasiet. Men jeg er bekymret for den negative spiral.«

Den 13-årige selv tvivler på, hvad livet har i vente til ham.

Når hans mor spørger, hvad han ønsker sig, er svaret:
»Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg gå tilbage til den dag, hvor jeg ikke kunne mere – og så ville jeg kunne.«

Af hensyn til familien har B.T. valgt kun at kalde Carl og Sofie ved fornavn. B.T. er bekendt med deres fulde navne.