33-årige danske Camilla Fair bor i den lille by Benicia en halv time fra San Francisco. De sidste tre uger har hun oplevet de californiske skovbrande tæt på.

Vi fanger Camilla over telefonen. Hun er lige kommet ind ad døren.

»Jeg har været ude for at tage billeder,« siger hun.

Det er ellers ikke meget, Camilla er kommet ud de sidste tre uger. Grundet de massive skovbrande i Californien, så er det nærmest ikke til at holde ud at være uden for.

Foto: Camilla Fair
Foto: Camilla Fair

Røgen er for tung, og der falder aske ned fra himlen.

Men denne onsdag er Camilla nødt til at gå ud og tage billeder.

Himlen er nemlig helt gul-orange, fordi røgen er så tyk over den lille by med cirka 10.000 indbyggere, at solen ikke kan trænge igennem.

»Du kan ikke se solen eller noget, det er bare en kæmpe dyne af en farve. Det er det vildeste, vi har oplevet, og vi har oplevet en del skovbrande. De første to uger kunne du ikke trække vejret, når du gik ud med skraldespanden, fordi det lugtede så meget af bål. Man skal i hvert fald have maske på,« fortæller Camilla Fair.

Camilla Fair med sin datter. Foto: Privatfoto
Camilla Fair med sin datter. Foto: Privatfoto

Hun er kommet i Californien siden 2012, men flyttede permanent derover for fem år siden, hvor hun nu bor med sin mand og deres datter på to et halvt år.

»Det er en anderledes situation end de andre år. Vi har måtte tape vinduerne til, for at slippe for at få røgen ind i huset, fordi vinduerne er så gamle. Vi har også måtte slukke vores aircondition, når det var værst, så vi ikke fik røgen ind på den måde,« siger Camilla Fair, inden hun fortsætter.

»Vi har haft hedebølge de sidste tre dage med temperaturer på 42 grader, men i dag (onsdag red.) er temperaturen faldet til 18 grader, fordi solen ikke kan trænge igennem røgskyen. Det er fuldstændig sindssygt.«

Stemningen i den lille by er da efterhånden også lidt trykket, når USA i forvejen kæmper en hård kamp mod coronavirus.

Foto: Camilla Fair
Foto: Camilla Fair

»Jeg føler mig ikke bange, men det er angstprovokerende. Generelt er vi nok bare mættet af triste og angstprovokerende nyheder hver dag. Vi lever bare i den her katastrofe-følelse, hvor skovbrandene har været prikken over i'et. Vi har det dog godt, og vores hus står stadig. Min mand har flere kollegaer, der har mistet deres ejendom i de her brande. Så vi skal ikke klage,« fortæller Camilla Fair.

I delstaten Oregon er der også flere personer, der har taget billeder af en helt rød himmel, der er kommet til grundet skovbrandene, der hærger flere steder i USA lige nu.