I sidste uge blev der varslet storm, og et historisk uvejr bragede fredag og lørdag indover Danmark.
Men på Nordbornholms Røgeri i Allinge var de forberedt.
Troede de.
Efter stormvarslet blev der stillet en titons betonmur op, der skulle skærme restauranten, som ligger lige ud til vandet.
Samtidig var der indlagt sandsække og brandslanger, der skulle hindre flodbølgen og pumpe vandet væk.
Alligevel gik det helt galt.
»Vi kan tracke temperaturerne på vores køle- og fryseskabe, og omkring fredag midnat meldte de begge fejl,« siger medejerne af Nordbornholms Røgeri, Camilla Grønning og Sandra Kirketerp Jensen.
Det næste halve døgn var de begge fanget - og helt handlingslammede - på grund af stormvejret.
»Det er jo livsfarligt at bevæge sig ud i det vejr, og vi anede ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi var taget herud.«
Ejerne af restauranten måtte vente til om morgenen med at tage bestik af skaderne. Og da de først kunne kaste et blik på det, der var tilbage, havde de lyst til at vende om.
»Jeg blev ramt af en følelse af chok. Jeg havde lyst til at flygte. Borde og bænke flød rundt uden for, og det så endnu slemmere ud indenfor,« siger Sandra Kirketerp Jensen.
»Lige nu har vi ikke en restaurant,« siger Camilla Grønning.
De står lige nu med en uoverskuelig fremtid foran sig.

Restauranten og butikken, der følger med, er smadret og må holde lukket for i år. De to medejere mangler derfor en betydelig omsætning i deres regnskab.
Og de aner ikke, hvor meget forsikringen kommer til at dække.
»Vi aner ikke, hvor vi står. Helt nye maskiner, inventar og betydelige skader skal repareres eller erstattes.«
»Vi kan heldigvis se forbedring siden lørdag, nu hvor restauranten ikke længere er dækket af mudder. Men det er svært at vurdere konsekvenserne.«
De to medejere overtog restauranten for blot fem måneder siden fra deres respektive fædre. De kæmper derfor bogstaveligt talt for at holde en familietradition ovenvande.
»Der er ingen vej tilbage. Vi skal simpelthen åbne igen, siger begge medejere stålfast.
