Hun sidder i en toiletbås, da der pludseligt bliver helt mørkt.
Larmen fra de andre unge, som få sekunder inden havde fyldt lokalet, forstummer.
Hun kringler sig ud mod håndvasken, da hun bliver ramt af skoldhed væske. Det løber ned over hendes ansigt, ind i hendes mund og gennemvæder hendes tøj.
Så bliver lyset tændt.
To ældre gymnasiepiger kigger på hende og griner. Så går de.
Sådan fortæller Camilla-Dorthea Bundgaard om en fest på sit gymnasium i Aalborg.
Episoden var kulminationen på et skoleår fyldt med mobning. Mobning, som mere foregik i det skjulte, og som hun havde svært ved at pege på og råbe op om.
Men nu var der i hvert fald ingen tvivl. Hendes mascara var løbet ned af kinderne. Ingen kunne undgå at se det.
En lærer så da også, at noget var sket.
Men i stedet for at stoppe mobningen, gav læreren hende besked om at »tørre øjnene og rette sin makeup« – og så opfordrede han hende desuden til at vente, til hun selv blev 3. g’er og kunne mobbe andre.
Efter mødet med læreren blev hun badet i øl. Igen gjorde ingen voksne noget.
Og den håndtering kan den dag i dag gøre Camille-Dorthea Bundgaard sur.
»Det værste er, at de voksne ikke gjorde noget. Jeg tror jo ikke, at de unge, der mobbede mig, var onde børn, og jeg ønsker dem virkelig alt godt. Men det her svigt fra de ansvarlige, den er svær at sluge,« siger Camilla-Dorthea Bundgaard.
Derfor var hun heller ikke i tvivl om, at hun ville dele sin historie, da sagen om Herlufsholm begyndte at rulle. Ikke for at stjæle fokus, men for at pege på, at mobning på gymnasier er et bredere problem, som vi i årevis har lukket øjnene for.
»Jeg drømmer om, at flere vil fortælle om, hvad deres Herlufsholm har været, for jeg har hørt om historier, der minder om min mange steder fra,« siger hun og fortsætter:
»Derfor er vi nødt til at have den her debat.«
Camilla-Dorthea Bundgaard gik på gymnasiet omkring årtusindeskiftet. Men kigger hun i sin indbakke og ser de mange forældre og bedsteforældre, der skriver til hende med beretninger om deres unge mennesker på ungdomsuddannelser i dag, så lader det til, at problemet har kunnet bestå i de mellemliggende 20 år.
Samme indtryk får man, når man taler med eksperter på området.
Naja Kinch Sohn er antimobbekonsulent ved Red Barnet, og hendes oplevelse er, at der den dag i dag hersker en usund kultur på mange gymnasier.
»Det er helt klart et problem, der er gået under radaren, og som der slet ikke er nok fokus på,« siger hun og fortsætter:
»Der er en opfattelse af, at når børn bliver unge, så kan de selv løse de her problematikker. Men sådan er virkeligheden ikke. De har stadig brug for hjælp til at skabe trygge fællesskaber. Og den hjælp får de i alt for ringe grad.«
Naja Kinch Sohn peger altså, ligesom Camilla-Dorthea Bundgaard, på, at lærere og ledelse bærer en stor del af ansvaret for, at mobning finder sted.
»Når man i høj grad lader det være helt op til de unge selv, så kan det skabe en usikkerhed, og den usikkerhed kan danne rum for, at en usund kultur vokser frem,« siger Naja Kinch Sohn.
Rillo Snerup Rud, direktør i Ventilen ser samme mønster.
»Det er klart et felt, vi er blinde for. Måske fordi det også er sværere at få øje på, fordi mobningen på gymnasier typisk har lidt en anden karakter end i folkeskolen,« siger hun og fortsætter:
»Det er mere det her med at holde andre udenfor. Men det betyder ikke, at det er okay, at de voksne kigger den anden vej.«
Som hun forklarer, så vil man heller ikke acceptere, at en leder på en arbejdsplads ikke griber ind over for mobning, så hvorfor accepterer vi, at lærere og ledelsen på gymnasier ikke handler?
»Nogle lærere vil jo rigtig gerne, men de har ikke lært, hvad de skal gøre, og så er det måske, man vælger ikke at gøre noget,« siger hun.
På Camilla-Dortheas gymnasium blev hun opfordret til at blive væk efter festen og indtil 3. g’erne dimitterede. Hendes klasse forsøgte at råbe rektor op, og han endte også med at måtte troppe op i lokalet og i hvert fald høre, hvad de unge havde at sige.
Den daværende rektor på Hasseris Gymnasium, hvor Camilla-Dorthea Bundgaard gik, er i dag gået bort. Den nuværende rektor Ole Droob understreger over for B.T. at han i sin tid i stolen har haft stort fokus på elevernes trivsel, og at lærerne i dag samarbejder aktivt med et team rundt om klasserne for at spotte og tage hånd om mistrivsel.
Om der foregik mere mobning på gymnasiet i resten af hendes tid, kan Camilla-Dorthea Bundgaard ikke huske med sikkerhed.
Hun lukkede sig inde og holdt sig mest i klasselokalet.
»Jeg husker det ikke, som om der skete mere efter det, men måske har jeg bare ikke set det,« siger hun.
B.T. har talt med en af Camilla-Dortheas klassekammerater fra dengang, som bekræfter historien.
