Klimamødet C40 i København har affødt aftaler om renere luft, mindre kødforbrug og bæredygtigt byggeri.

Det skal være sundere at trække vejret udendørs. Det har 34 af verdens borgmestre i fællesskab aftalt på klimamødet C40 World Mayors Summit i København.

Aftalen skal sikre 140 millioner indbyggere renere luft.

Alene i Danmark dør hvert år cirka 4000 mennesker for tidligt på grund af luftforurening. Dermed er luftforurening næstefter rygning og fysisk inaktivitet den tredjestørste risiko i forhold til dødeligheden.

Overborgmester i København Frank Jensen (S) har store forventninger til aftalen, som han har indgået med borgmestre fra blandt andet London, Los Angeles, Delhi og Jakarta.

- I Storkøbenhavn dør 1700 mennesker for tidligt af luftforureningen. Målet er, at det skal helt ned, siger han.

Forureningen i København knytter sig især til trafikken, og med blandt andet miljøvenligere busser og flere restriktioner over for bilisterne mener han, at målet er realistisk.

- For 30 år siden var der ingen, der troede, at vandet omkring København kunne blive så rent, at det ville være muligt at bade. Det kan vi i dag, og på samme måde skal vi have en ambition for luften, siger Frank Jensen.

Luftaftalen er et af de konkrete resultater, der er kommet ud af det fire dage lange møde med 2300 delegerede fra hele kloden.

Derudover har 14 borgmestre også aftalt at skrue ned for kødet, undgå madspild og lægge så meget som muligt om til økologi. Allerede i 2030 skal der være klare resultater.

Den tredje og sidste aftale handler om bæredygtigt byggeri og er indgået mellem København, Oslo og Stockholm.

Aftalerne er ikke bindende, men ifølge Københavns overborgmester betyder det langt fra, at byerne kan snige sig udenom.

- Så snart man har koblet sig på en deklaration, så bliver det også krævet, at man skal levere data på, at man indfrir den. Det er jo en meget effektiv måde at sikre, at det ikke bare er tomme ord, siger Frank Jensen.

Klimamødet C40 finder sted i dagene 9. til 12. oktober.

C40-netværket har samlet borgmestre fra 49 lande. De repræsenterer 700 millioner indbyggere og omkring en fjerdedel af den samlede verdensøkonomi.

/ritzau/