Få timer inden, at folketingsvalget skulle godkendes, hang løsgænger Emilie Schyttes mandat pludselig i en tynd tråd. Efter nogle timers dramatisk forløb blev hendes mandat dog reddet – for nu.

Der er nemlig stadig uafklarede spørgsmål, efter Information i en opsigtsvækkende artikel såede alvorlig tvivl om, hvorvidt Emilie Schytte reelt bor i Frederikssund, som hun påstår – eller i stedet i Sverige, hvor hendes kæreste bor.

Ifølge grundloven skal man bo i Danmark for at kunne blive valgt til Folketinget, og derfor kan Emilie Schytte ryge ud, hvis hun reelt har boet i Sverige hos sin kæreste.

Efter at Folketinget gjorde det klart, at de nu ikke vil undersøge sagen yderligere, giver flere byrådsmedlemmer i Frederikssund udtryk for, at kommunen bør undersøge sagen til bunds.

Det gælder blandt andre Dansk Folkepartis Heidi Jørgensen, der har udtalt sig til Jyllands-Posten.

Men det gælder også Liberal Alliances Charlotte Drue.

»En folkevalgt til landets fineste organ, de skal altså vælges efter loven, så det bør undersøges,« siger hun til B.T.

Det samme mener Venstres John Schmidt Andersen.

»Vi kan jo ikke have en siddende i Folketinget, som måske har boet i Sverige, da hun blev valgt,« siger han til B.T.

Han mener dog, at det må være Folketinget, der beder Frederikssund Kommune om at undersøge sagen.

Emilie Schytte da det nyvalgte folketing holder første møde på Christiansborg i København, fredag den 10. april 2026.
Emilie Schytte da det nyvalgte folketing holder første møde på Christiansborg i København, fredag den 10. april 2026. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Man skal undersøge det, for det er vigtigt, det her. Men det må være Folketinget, der beder kommunen, hvor hun siger, hun har boet, om at undersøge det,« siger John Schmidt Andersen.

Imens erklærer Enhedslistens Rasmus Petersen sig principielt enig i, at sagen bør undersøges til bunds. Der er dog et men, forklarer han.

»Det må kommer an på, hvad der ligger i at undersøge det til bunds,« siger Rasmus Petersen og påpeger, at en egentlig taskforce kan ende med at koste borgerne i kommunen dyrt.

»Men helt grundlæggende skal der selvfølgelig være styr på den slags. Jeg ved også, at der er blevet rettet henvendelse til kommunen, der ikke vil udtale sig. Det er selvfølgelig, fordi de skal sætte sig ordentligt ind i tingene, og det har jeg fuld tiltro til, at de gør,« tilføjer byrådsmedlemmet.

Emilie Schytte har selv afvist, at der skulle være noget om snakken.

»Jeg bor i Danmark, og jeg er gift med en svensk mand, og jeg har på ingen måde brudt grundloven,« har hun udtalt.

Frederikssund Kommune har overfor Jyllands-Posten oplyst, at kommunen ikke udtaler sig om personsager og derfor ikke vil svare på, om man indleder en undersøgelse af Emilie Schyttes boligsag.