Nordjyllands Beredskab er rykket ud til en bygningsbrand.

Der var meldinger om kraftig røgudvikling fra en lejlighed på Niels Bohrs Vej i Aalborg Øst lørdag over middag.

»Status er, at branden er slukket nu, men lejligheden og særligt køkkenet er stærkt brandskadet. Lejligheden bliver ikke brugbar det næste stykke tid,« forklarer indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jakob Schmidt og fortsætter:

»Røgen startede i køkkenet med mad, som brændte på, men ellers kan vi ikke identificere den nærmere årsag.«

Der var ikke personer i lejligheden.

»Det bliver en træls overraskelse for beboerne, når de kommer hjem,« lyder det fra indsatslederen.

Ingen kom til skade under branden, og den er under kontrol nu.