Humlebæk er i oprør. Det er den lille nordsjællandske by, fordi butikschefen i den lokale Irma er blevet fyret.

»Folk er simpelthen sådan oppe at køre. Alle er rasende,« siger Lone Kühlmann.

Journalisten og forfatteren, der altså selv bor i Humlebæk, har været med til at kickstarte den ophedede stemning, da hun torsdag fortalte om fyringen af Stig Christensen i den lokale, lukkede Facebook-gruppe 'Humlebæk Information' Og så tog det fart. Opslaget har fået mere end 350 reaktioner og 235 kommentarer.

»Masser af folk har skrevet. Normalt er indholdet sådan noget med, at nogen har set en cykel, der ligger og flyder, eller folk efterlyser deres katte. Det er overhovedet aldrig nogensinde sket før, at et emne har skabt sådan nogle reaktioner,« siger Lone Kühlmann.

Lone Kühlmann er voldsomt utilfreds ligesom mange andre Humlebæk-borgere.
Lone Kühlmann er voldsomt utilfreds ligesom mange andre Humlebæk-borgere. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Lone Kühlmann fløj til Facebook-tasterne, umiddelbart efter at hun torsdag af sin mand fik beskeden om fyringen, efter at han havde været nede at handle i netop Irma-butikken i Humlebæk-centret. Han fik nyheden overbragt af 'et dybt nedbøjet personale'.

»Stig er en institution i Humlebæk,« siger journalisten og forfatteren om årsagen til den store utilfreds i lokalsamfundet:

»Stig ved jo altid, hvad man skal have, man er på fornavn med ham, og man ser ham altid i butikken. Han går foran, han tjekker datoer og fylder op på hylderne. Han står der med mælk og yoghurt, og hvis der mangler én ved kassen, så sætter han sig dér. Alle kender ham. Man kan altid få løst alle indkøbsudfordringer. Han er simpelthen så supereffektiv og så sød og afholdt. Jeg kender ikke nogen butik, hvor der er så god en stemning.«

Det er Coop, der ejer Irma-butikkerne, og fyringen af butikschefen i Humlebæk er led i en omfattende omstrukturering, der blev meldt ud torsdag. Her blev også mange topchefer i selskabet afskediget. I den forbindelse lød det fra koncernens topchef, Kræn Østergård Nielsen: »Som kundeejet virksomhed skal vi være de bedste til at lytte til kunderne og bedst til at leve op til deres ønsker.«

Til det replicerer Lone Kühlmann, at kundernes ønske i Humlebæk står ret klart.

»Og hvis en ledelse netop ikke hører efter, hvad kunderne siger, og når der er så mange, der reagerer med virkeligt raseri, så er de altså godt dumme.«

Også flere politikere har blandet sig i den ophedede Facebook-tråd. Som den lokale byrådspolitiker Carsten Nielsen (S). Lone Kühlmann har desuden været i kontakt med den radikale folketingspolitiker Kristian Hegaard, der ligeledes bor Humlebæk. De diskuterer nu, om de skal ud at demonstrere mod fyringen af Stig Christensen allerede på søndag.

Samtidig er der mange af indbyggerne i byen, der giver udtryk for, at de i fremtiden vil boykotte Irma-butikken.

»Det ved jeg nu ikke, hvordan jeg skal forholde mig til. For Coop har to andre butikker i Humlebæk, en SuperBrugsen og en Fakta, og de er ikke værd at komme i. De skulle hellere gøre noget ved dem. Der er også en Netto, så det kan være, at den får en øget indtjening,« siger Lone Kühlmann.

B.T. har været i kontakt med Coop, hvor de mange reaktioner er blevet bemærket.

»Det gør selvfølgelig stort indtryk og viser, hvor vigtige butikschefer og medarbejdere er i de enkelte butikker. Det er et stort skulderklap til Stig Christensen fra hans kunder,« lyder det i et skriftligt svar fra informationschef Jens Juul Nielsen:

»I Humlebæk vil den fremtidige butikschef være Ken Hansen. Ken er en dygtig butikschef, der har været i Irma-kæden i mange år, og som kommer fra Irma på Jægersborg Alle i Charlottenlund, et af kædens flagskibe. Målet med ændringen er at øge kundetilfredsheden yderligere i Humlebæk og bygge videre på den fornemme indsats, som Stig og teamet har gjort i butikken.«

Til det lyder svaret fra Humlebæk:

»De fyrer en super, super, super populær butiksleder Stig er jo den dygtigste og mest kompetente mand, man kan forestille sig. Gudfader. Det er jo tåbeligt, når vi står så mange mennesker og siger, at ingen kan være så god som Stig. Det må da også være fuldstændigt ubehageligt for den stakkels mand at skulle begynde i Humlebæk: Han er da sikkert også dygtig, men han ved da ikke en pind om Humlebæk og byens kunder. Og vi har da heller ikke noget imod ham personligt, vi vil bare ikke af med Stig,« siger Lone Kühlmann.