Det hele begyndte for lidt over en uge siden under en demonstration i København. Her blev opsigtsvækkende kampråb og retningslinjer for hvide personer startskuddet på en længerevarende debat.

Midt i orkanens øje stod Bwalya Sørensen og kæmpede trodsigt mod den sønderlemmende kritik, som har ramt hende hårdt.

»Jeg følte mig dæmoniseret som et ondt dyr,« fortæller hun.

Som talsperson for Black Lives Matter Denmark, som havde arrangeret demonstrationen, var det hendes stemme i mikrofonen, som insisterede på, at de hvide skulle flytte sig, så sorte kunne gå forrest ved bannerne. Det skabte voldsom debat, og flere møgsager samlede sig hurtigt omkring kvinden, hvis navn de færreste måske overhovedet kendte på det tidspunkt.

Nogle dage efter demonstrationen tørnede hun pludselig sammen med Amnesty Internationals lokalafdeling i Aalborg og tiltrak sig igen uheldig opmærksomhed.

Praktiske uoverensstemmelser omkring en demonstration fik Bwalya Sørensen til at beskylde Amnesty International for at være racistiske og anklagede dem for 'white supremacy' og dermed for at være dominerende hvide personer.

Ikke længe efter kom det frem, at Black Lives Matter Denmark lavede en ulovlig pengeindsamling, og Bwalya Sørensen udvandrede fra et kritisk interview om det.

Talsperson for Black Lives Matter Denmark, Bwalya Sørensen til demonstration foran den amerikanske ambassade søndag den 7. juni 2020.
Talsperson for Black Lives Matter Denmark, Bwalya Sørensen til demonstration foran den amerikanske ambassade søndag den 7. juni 2020. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Nu har den værste storm lagt sig, men den omfattende medieomtale og heftige kritik af hendes person gjorde ondt, fortæller hun.

»Det var et grimt billede, som blev tegnet af mig. Jeg følte mig dolket i ryggen.«

»Mine børn har været bekymrede for mig, så de sørgede for at være omkring mig.«

Bwalya Sørensen nævner 'forfærdelige overskrifter' på historier i nyhedsmedierne, som hun ikke mener gav et retvisende billede af sagerne.

»Det mest smertefulde har været, når jeg har forsøgt at rette op på historier med dokumentationen, men journalisterne alligevel har valgt at fortsætte med at dæmonisere mig,« forklarer hun uden at uddybe, hvilke medier eller hvilken dokumentation, som hun skulle have fremlagt.

Som talsperson har Bwalya Sørensen stået alene med kontakten til pressen, da Black Lives Matter Denmark ikke har en professionel presseperson.

Det store pres gjorde, at hun til sidst endte helt nede i kulkælderen, fortæller hun. Bwalya Sørensen fortryder dog ikke noget fra den foregående uge og holder stadig fast i kampgejsten.

»Det, der holder mig oppe, er, at jeg tror på det, som jeg laver. Jeg føler heller ikke, at jeg har gjort noget forkert.«

Rasmus Paludan fra Stram Kurs demonstrerer imod Black Lives Matter Denmark og talskvinden Bwalya Sørensen i hendes kvarter i Albertslund.
Rasmus Paludan fra Stram Kurs demonstrerer imod Black Lives Matter Denmark og talskvinden Bwalya Sørensen i hendes kvarter i Albertslund. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Efter fem demonstrationer i hele landet på 10 dage er Bwalya Sørensen træt. Hun har heldigvis stadig stor støtte fra trofaste aktivister, som også mandag måtte danne ring om hende.

I løbet af eftermiddagen havde Stram Kurs og Rasmus Paludan sat sig for at protestere mod Black Lives Matter og Bwalya Sørensen i hendes nabolag i Albertslund.

Noget, han og Stram Kurs også gjorde i 2019, hvor han blev idømt en betinget fængselsstraf for at have udtalt sig forhånende eller nedværdigende om sorte i Sydafrika på YouTube.