Flemming Nielsen er ejer af en vinbutik i Hadsten, og han er godt gammeldags træt af den amerikanske præsident Donald Trump.

Det har han taget konsekvensen af.

Han vil ikke længere sælge vine fra USA i sin butik, der hedder Winboutique. 

»Vi har alle sammen fået et forhold til Donald Trump, særligt på grund af alt det med Grønland. Jeg kan bestemt ikke lide ham, og det er min egen lille demonstration. Så nu sælger jeg ud af mine vine fra USA, og jeg køber først ind igen, når der er kommet mere normale tilstande i USA,« siger Flemming Nielsen, der også har udtalt sig til DR. 

Flemming Nielsen fortæller, at han kommer til at sætte prisen på vinene fra USA ned, så lageret bliver tømt.

»Du kan godt kalde det en boykot,« siger Flemming Nielsen og fortsætter: 

»Så sent som i dag har Donald Trump gjort de tidligere præsidenter Barack Obama og Joe Biden ansvarlig for et flystyrt. Det er sådanne narrativer, som bliver sandheder for ham og hans tilhængere, og han er farlig for demokratiet,« siger Flemming Nielsen.

Men han er jo demokratisk valgt og har et solidt flertal bag sig?

»Ja, det er rigtigt, men det er som om, at han vil bruge sin magt til at sætte demokratiet ud af kraft,« siger Flemming Nielsen.

Hvorfor lader du det ikke bare være op til dine kunder at bestemme, om de vil købe amerikansk vin?

»Det er mit lille oprør, som gør, at jeg sover bedre om natten,« siger Flemming Nielsen.

Men rammer du ikke bare nogle amerikanske vinbønder, som måske slet ikke støtter Donald Trump?

»Det kan sagtens være, men nogle gange er man nødsaget til at skære alle over en kam, og så risikerer det at gå ud over de forkerte. Men det er det, jeg kan gøre i den her forretning, som er min lille verden, hvor jeg bestemmer og kan gøre en forskel,« siger han.

Flemming Nielsen fortæller, at han kun har fået positiv respons fra sine kunder på, at han ikke længere vil sælge vin fra USA. 

Han vurderer, at hans boykot af vine fra USA kommer til at koste omkring en halv million kroner i tabt omsætning i hans vinbutik.